AnnonceLuk annonce




Unge åbner butik

12-10-2020

I dag åbnede den socialøkonomiske butik Thumbs Up i Cordilhus i Kordilgade i Kalundborg. Foto: Gitte Korsgaard

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Mandag åbnede en gruppe unge fra Y-Camp den socialøkonomiske butik "Thumbs up-shop" i hjørnebutikken på Kordilgade 58, også kaldet Cordilhus. Her vil de sælge forskellige varer fra foreninger og virksomheder over hele landet, der alle deler det formål, at overskuddet geninvesteres i egen virksomhed og er med til at skabe en positiv social forandring for samfundet.   

Det sidste halvandet år har 31 lokale unge mellem 14 og 18 år været en del af den socialøkonomiske ungevirksomhed ”Y-Camp”, og nu åbner 16 af dem butikken ’Thumbs Up’. Navnet er ikke tilfældigt valgt, men et bevidst valg, de unge har truffet. De giver nemlig  ”tommel op” til salg af varer fra socialøkonomiske virksomheder fra hele landet, der tager overskuddet tilbage til virksomhederne og foreningerne, til fordel for deres medlemmer. De unge har lavet en bred vifte af aftaler med virksomheder fra hele landet, der spænder fra træ- og lædervarer, honning-, strik og smykkevarer til unika og læskedrikke – alle fra virksomheder, der deler tanken om socialøkonomi. Herudover har mani indgået samarbejdsaftale med webshoppen Køb-socialt.dk, hvor de unge tager imod ordrer på nettet, og står for pakning og forsendelse af varer, som i stort omfang også vil være tilgængelig i butikken. 

Henrik Lykke, der er projektleder i Y-Camp fortæller, at det faktisk var de unge, der fik idéen med en butik, og han hjalp projektet i gang derfra: ”De unge ville gerne have en fysisk butik, og jeg synes, at det var en god idé. Det er dog kun aktører, der understøtter samfundsmæssige opgaver, der kan sælge varer i butikken,” fortæller han, og fortsætter: ”Det skal være en levende butik, og vi vil derfor lave forskellige aktiviteter, fx er vi ved at få lavet en markedsvogn, som vi kan køre gennem Kordilgade osv. med. Det handler om at vise, at de unge godt kan tage ansvar for deres by og være med.” 

Nikolai Lykke og Tobias Bisp, begge på 17 år samt Mads Valentin Johansen på 16 er alle med i Y-Camps innovationsgruppe, der fik idéen med butikken. ”Vi gik til erhvervsrådet, og de synes idéen var spændende. Henrik tog kontakt til køb-social.dk omkring et samarbejde, og så gik tingene efterhånden derudad. Det er spændende at få idéer, og se, om man kan gøre dem til virkelighed,” fortæller Nicolai Lykke, og bliver suppleret af Tobias Bisp: ”Jeg kan godt lide idéen med at starte noget. Jeg var også i praktik i 9. kl. som iværksætter, og det her er god læring for os.”

Mads Valentin Johansen fortæller, at han gerne ville have et lidt mere interessant fritidsjob, og derfor er glad for, at han er med her: ”Jeg ville gerne have et nyt fritidsjob, hvor der er lidt mere at lave, og det er spændende,” slutter han.

Unge og frivillige

Butikken vil blive betjent af fritidsjobbere efter skoletid nogle dage om ugen, altid sammen med nogle voksne, og vil også fungere som praktiksted for andre uddannelsesinstitutioner. De unge har malet butikken, hentet varer og inventar fra nær og fjern, og tænkt tanker om indretning ud fra de muligheder, der er tilstede, idet Y-Camp ingen pulje- eller fondsmidler har til at indrette butikken. 

Åbningstider i Thumbs Up, der ligger i Cordilhus i Kordilgade i Kalundborg varierer lidt fra uge til uge. Man kan se åbningstiderne på skiltet foran butikken.

Havepatruljen rykker ud

Fritidsjob og læring går hånd i hånd, og det giver rigtig god mening hos haveentreprenør Thomas Schacht fra ”Schacht Hus og Have”, der igennem Y-Camp lancerer den fælles ”havepatrulje”. Thomas Schacht ser potentialet i, at unge fritidsjobbere sammen med dedikerede voksne haveentusiaster tilbyder havepleje, tjener en fritidsjobløn på timebasis, samtidig med, at de lærer. Havepatruljen er et tilbud til haveejere, private og kommunale, virksomheder og sommerhusejere mm. 

Der er tale om fritidsjobbere, der sammen med dedikerede voksne, tager ud og tilbyder havepleje, tjener fritidsjobløn og samtidig indgår i en læringsproces omkring planter, haver og pasning heraf,” fortæller Henrik Lykke fra Y-Camp, og fortsætter: ”Pt. har Y-Camp 16 unge ansat på tværs af bopæl og køn, som samarbejder i par, og dermed er med til at brobygge mellem kulturer, og sammen skaber de nye netværk og positive fællesskaber i byen.”

Hjemmesiden er på vej, men planlægger man allerede nu næste års havearbejde, eller vil man høre mere, kan man kontakte havepatruljen via mail: havepatrulje@y-camp.dk eller ved at ringe til Henrik Lykke på 40 23 37 93. Ved større opgaver kan Thomas kontaktes direkte via mail: thomas@schachthusoghave.dk eller på mobil: 61 70 25 55

Y-Camp: 

  • Y-Camp er udviklingsorienterede og innovative ungefællesskaber, hvor unge sammen tager på en arbejdsmarkeds- og dannelsesrejse fra 6 til 18 måneder. Idéen er, at nye unge lærer af mere erfarne unge, og sammen tager ansvar for opgaver, planlægning og udførelse af opgaver, mens de tilknyttede voksne guider, lytter og faciliterer. 
  • Det er fællesskaber, hvor unge lærer at binde sig, fordi Y-Camp som socialøkonomisk virksomhed arbejder på helt ordinære markedsvilkår, og derfor skal tjene penge, som alle andre virksomheder. De unge oplever derved ejerskab af deres virksomhed, og lærer helt konkret og ”hands on”, hvordan det er, at skulle levere ydelser til tiden, være afhængig af hinanden og konsekvenserne af, når det ikke sker - ”Learning by doing”. 
  • Udover at tjene egen fritidsjobløn under deres tilknytning i Y-Camp, ved at løse opgaver hos virksomheder, forretninger og private efter skoletid, tilegner de unge sig i høj grad nødvendige kompetencer og en grundlæggende arbejdsmarkedsforståelse.10 unge fra Y-Camp har indtil videre opnået ansættelse i et udbudt fritidsjob i byen.  


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0