AnnonceLuk annonce




Ny bogcafé

09-02-2020

Ny bogcafé på trapperne. 

kontakt@tv-kalundborg.dk

De to kvinder bag SYMB Bog Café vil gerne tage de lokale borgere med på en rejse, en rejse ind i bevidstheden, udfordre begrænsende overbevisninger og føre dem tætte på, hvad deres hjerte fortæller dem.

”Hver især har vi ansvaret for det liv, vi lever, og hvis vi ikke føler, vi er der, hvor vi gerne vil være, så må der gøres noget. Men hvad?” Således skriver de i en pressemeddelelse om den nye bogcafé. 

De mener nemlig, at, det der, i langt de fleste tilfælde, holder os tilbage, er os selv. De to tovholdere på SYMB Bogcafé, Sonja og Freja, har ikke svaret på, hvordan man kommer derhen i sit liv, hvor man gerne vil være, men de ved, hvad der har hjulpet dem tættere på drømmen, og det er gennem den viden, bøgerne har givet dem. Bøgerne er skrevet af nogle, som har gået vejen, og hver bog bidrager til en udvikling og en forståelse. Det er dog ikke altid, at man får det samme med, som de andre, men det vigtigste er ,at man får det med, man har brug for.

Gruppen er essentiel

De to kvinder påpeger, at én ting er selve bøgerne, men en anden vigtig ting er gruppen. Det at mødes med andre mennesker, som selv har en åben interesse for at se, hvad livet ellers har i posen til dem, er en gave. ”For når vi mennesker åbner op og mødes på tværs af alder, kultur og faglighed, så sker der magi,” skriver de i pressemeddelelsen.  

Bogcaféen er målrettet til dem, der gerne vil møde og sparre med ligesindede inden for personlig udvikling. Derfor er bøgerne også af selvsamme tema. Her er der mulighed for at hente inspiration og dele egne oplevelser, idéer samt erfaringer, som kan være med til at støtte og inspirere andre. 

”Vi kommer alle med forskellig baggrund og syn på livet – derfor vil vi også læse bøgerne med forskellige ”briller”. Det er en kæmpe gave, for hvis vi skal lære noget nyt, må vi anskue den samme ting fra flere vinkler,” skriver de i pressemeddelelsen.  

Lidt om tovholderne bag gruppen

Sonja er mor til to og arbejder hos Novozymes, hun har i 2019 læst 100 bøger inden for temaet selvudvikling, og har gennem den oplevelse fået så meget power og læring, at hun kunne tænke sig at dele det med andre. Freja er mor til en, og arbejder som foredragsholder og elsker at formidle og inspirere andre til at finde ind til deres indre styrke og power.  

”Hvis vi lige hurtigt skulle introducere os selv, så er vi to veninder, som begge nyder at blive inspireret til ny visdom gennem mennesker, oplevelser og bøger. Begge er vi i start 30’erne og føler at livet har så meget mere at byde på end det vi kender til på nuværende tidspunkt. Vi elsker begge at blive inspireret af andre og tænkte derfor, at en Bog Café ville være en interessant mulighed for at få flere vinkler på livet. Vi har intet facit på Bog Caféen, men en intention om et hyggeligt fællesskab med temaet selvudvikling i centrum,” fortæller Freja og Sonja.

Praktiske oplysninger

Det er en god idé at anskaffe sig en notesbog, så man kan skrive citater, paragraffer og egne refleksioner på vejen. Der er plads til max 12 personer, så man kan sikre, at alle får mulighed for at deltage. Den første aften er den 27. jan.  kl. 19-21. Tilmeldingsfristen er den 26. jan kl. 12. 

Bogcaféen foregår i SYMBs lokaler på Banegårdspladsen 2 i Kalundborg. 



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0