AnnonceLuk annonce




Ny asfalt til meget nedslidt vej 

25-06-2020

Nu kommer der ny asfalt på Slagelsevej i Kalundborg. Foto: Jens Nielsen

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Nu kommer der ny asfalt på Slagelsevej i Kalundborg. Projektet påbegyndes mandag i uge 29 og afsluttes i uge 30, hvis alt går efter planen.

Asfalten på Slagelsevej, lige efter jernbaneoverskæringen og nogle hundrede meter ind mod byen, har længe været i meget dårlig stand og til stor gene for både cyklister samt bilister. Men nu kommer der helt ny asfalt på fra jernbaneoverskæringen på Slagelsevej og ned til rundkørslen ved Sct. Jørgensbjerg. 

Asfalten har store huller og er krakeleret mange steder, men derudover er der ligeledes problemer med bæreevnen. Den er ikke stærk nok til trafikken, og derfor skal der nu udføres vejvedligehold såvel som laves en forstærkning. Vejingeniør ved Kalundborg Kommune, Ahmet Bilgin, er projektleder for renoveringsarbejdet af vejen på Slagelsevej, og han fortæller:

”Ifølge Vejvedligeholdelse 2019 skulle vi have lagt et nyt slidlag på Slagelsevej, men det blev udskudt, og nu kan vi godt se, at der er mange skader på asfalten, og at det derfor ikke vil være tilstrækkeligt med et slidlag. Vi har derfor besluttet at fræse det øverste lag asfalt af, og lægge ny asfalt på. Det bliver ABB-asfalt, der er en meget stærkt asfalt, der også bliver brugt til motorveje. Endelig selvfølgelig slidlaget. Det giver en slidstærk løsning.”

Der sættes i gang med projektet mandag den 13. juli i uge 29, og man forventer at kunne afsluttet senest i uge 31, men hvis vejret er til det, i uge 30. Vejarbejdet er inddelt i etaper, og der er taget mest muligt hensyn til både beboere i området samt forretningsdrivende. Fra Stationsvej kører asfaltarbejdet til jernbaneoverkørslen og videre ad Østre Havnevej til rundkørslen ved OK-tanken. Anden etape er strækningen fra Stationsvej til rundkørslen ved Sct. Jørgensbjerg.

Den østlige cykelbane på Slagelsevej kan benyttes under hele vejrenoveringen, mens kørebanen vil være spærret fra Stationsvej og mod rundkørslen ved OK-tanken i uge 29, og fra Stationsvej og mod Holbækvej i uge 30, med forbehold for, at det kan være nødvendigt at indrage uge 31. Det vil dog stadig være muligt at køre til Rema 1000 under vejrenoveringen.

Ahmet Bilgin beklager generne for både beboere og forretningsdrivende, men han er sikker på, at alle vil glæde sig over asfaltarbejdet, når det står færdigt.

”Det er en kompleks sag, da der er mange hensyn at tage. Udover borgerne, er der også butiksejerne, og vi forsøger at tilgodese alle. Der er også blevet sendt borgerbrev ud, hvor der er mere info omkring, hvor man kan parkere osv.,” fortæller han.

En lille del af asfaltarbejdet ved jernbaneoverskæringen skal foregå i dialog med Banedanmark, der ejer det lille vejstykke på hver side af skinnerne. Her skal arbejdet pga. togene foregå om natten, og der skal stå vagter af hensyn til sikkerheden.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0