AnnonceLuk annonce




Ny aftale skal bl.a. hjælpe biograferne

29-08-2020

Ny aftale, der skal hjælpe dansk erhvervsliv, kultur og idræt, kan forhåbentlig hjælpe Kino Den Blå Engel. Arkivfoto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Regeringen og V, RV, SF, K og Alt er netop blevet enige om en aftale, der skal hjælpe dansk erhvervsliv, kultur og idræt, herunder ser det også ud til, at biograferne, der længe har stået i ingenmandsland, nu kan få noget hjælp. 

Ledigheden falder, og man har nu indgået en aftale om at udfase hjælpepakkerne, og i stedet målrette indsatsen til de dele af erhvervs-, kultur- og idrætsliv, der er ramt af restriktioner med forbud om at holde åbent, forsamlingsforbud, grænselukninger og rejserestriktioner frem mod 31. oktober 2020. Således ser det også ud til, at biograferne endelig bliver inkluderet, hvilket biografejer Annette Sønder Nielsen er glad for.

”Jeg er selvfølgelig glad og taknemmelig for, hvis vi kan få noget hjælp, det er meget tiltrængt, men lige nu ved jeg ikke så meget. Jeg skal først snakke med vores revisorer og finde ud af, hvad det reelt betyder for os helt konkret,” fortæller hun.

I aftalen er også nye indsatser, der skal styrke aktiviteten i kultur, idræt og foreningslivet, en pulje til at styrke innovation og omstilling i hårdt ramte erhverv og et samarbejde mellem erhvervsliv og myndigheder for at se på, hvordan man kan åbne mere op på en sundhedsmæssigt forsvarlig måde. Aftalen omfatter desuden en ny aktivitetspulje på 300 mio. kr., der skal sikre flere kulturaktiviteter rundt omkring i landet under genåbningen. I aftalen afsættes der også 100 mio. kr. til udvidelse af den eksisterende hjælpepakke til foreningslivet og idrætten, der administreres af DIF, DGI, Firmaidrætten og DUF. Der bliver desuden afsat 100 mio. kr. til en pulje til omstilling af dansk erhvervsliv. Puljen er til virksomheder, der er særligt hårdt ramt af corona-krisen og skal styrke innovation og omstilling til den nye virkelighed.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0