AnnonceLuk annonce




Ny Centerchef er hentet i Sorø

27-11-2019

Gitte Bruus er ansat som ny centerchef for Bo & Aktivitet i Kalundborg Kommune. Privatfoto

Bo & Aktivitet i Kalundborg Kommune henter afløser for Jørgen Petersen, der går på pension efter 40 år i Kalundborg, i Sorø. Den ny centerchef hedder Gitte Bruus og kommer fra en stilling som leder for Center for Handicap og Psykiatri i Sorø Kommune.

Den 1. januar tiltræder Gitte Bruus stillingen som centerchef i Bo & Aktivitet i Kalundborg Kommune og får dermed ansvaret for en række af kommunens botilbud, aktivitets- og samværstilbud, beskyttet beskæftigelse, botræning, væresteder og støttecentre – og knap 400 medarbejdere.

Gitte Bruus ser frem til at komme i gang i kommunen – og ser frem til at være med til at gøre en forskel for borgerne.

”Jeg drives af en nysgerrighed og interesse for at gøre en forskel for dem, der har brug for vores kerneydelser og mener, at vi skylder at gøre os umage med at få mest muligt ud af de ressourcer, der er til rådighed til det formål. Fremtidens løsning af kerneopgaverne kalder på, at vi løser opgaverne i fællesskaber, inden for eget fagcenter, såvel som på tværs af fagcentrene og til tider med andre aktører - offentlige, private som frivillige,” siger hun. 

I Kalundborg Kommune ser man også frem til at byde en ny chef og kollega velkommen i organisationen.

”Vi glæder os meget til, at Gitte tiltræder. Hun er en meget erfaren leder og har et godt blik for vigtigheden af, at vi arbejder på tværs af fagligheder for bedst muligt at stå til rådighed for og hjælpe de af vores borgere, der har allermest behov for støtte,” siger kommunaldirektør Jan Lysgaard Thomsen.

Gitte Bruus er 58 år og bor i Holbæk. Hun har en baggrund som socialpædagog og har siden uddannet sig til leder, coach og psykoterapeut. I fritiden er hun en ivrig fotograf, dyrker yoga og nyder i det hele taget naturen gennem gåture i både ind- og udland. 



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0