AnnonceLuk annonce




Nu er der så sat navn på den kommende chef for stort projekt

11-12-2020

Den 3. december blev der taget første spadestik til Biomanufacturing Project House – i Kalundborg, nu er der også sat navn på den kommende chef. Arkivfoto: Jens Nielsen

1. januar 2021 sætter Anette Birck sig i stolen som chef for det kommende nye uddannelses- og forskningscenter – Biomanufacturing Project House – i Kalundborg. Anette Birck ser frem til at føre det ambitiøse projekt fra tanke til virkelighed.

Det første spadestik blev taget til det kommende Biomanufacturing Project House (BPH) i Kalundborg den 3. december. Nu er der så sat navn på den kommende chef for det store projekt.

Biomanufacturing Project House skal fra 2022 huse kandidatstuderende fra alle landets universiteter, der skal lave deres specialeprojekt i samarbejde med industrien i Kalundborg, der er Skandinaviens største hub for bioteknologisk produktion.

Anette Birck får fra 1. januar 2021 ansvaret, og hun ser frem til at komme i gang:

”Jeg har fulgt med i de forskellige tiltag, som findes i Kalundborg. Lige fra den helt unikke Symbiose til at Absalon har skabt diplomingeniøruddannelserne og samtidig er på vej med et nyt campus. Det er tydeligt, at der sker interessante samarbejder på tværs af flere aktører, og der ser jeg BPH som en oplagt mulighed for at binde det hele sammen”, siger Anette Birck.

Netværk er vejen frem

Anette Birck er biolog med ph.d. i immunologi og tidligere chef for det strategiske partnerskab Copenhagen Health Innovation, hvor studerende fra både sundhed, teknologi og business uddannelser samarbejder med virksomheder og sundhedssektor. Derudover har hun tidligere været programdirektør hos DIS og ansvarlig for udvikling af naturvidenskabelige uddannelsesprogrammer til amerikanske studerende, der læser et semester i Danmark. Aktuelt kommer hun fra en stilling som chefkonsulent hos Biopeople, Danmarks Life Science Cluster, hvor hun har skabt rum til at netværke mellem bio- og life science industrien og vidensinstitutionerne på tværs af landet:

”Min opgave har været at facilitere videndeling og samarbejde mellem de forskellige aktører. Jeg skulle finde de rum, hvor parterne via fælles interesser kunne hjælpe hinanden med udfordringer og finde nye ideer og løsninger sammen. De erfaringer om at netværke tager jeg med til BPH og hele samarbejdet omkring Kalundborg”, siger Anette Birck.

Anette Birck tænker først og fremmest på de kommende kandidatstuderende, som i samarbejde med industrien kommer tættere på praktisk anvendelse af det rent teoretiske:        

”Sammen med partnerne i projektet vil jeg gerne skabe et Fællesskab omkring BPH, hvor både studerende, forskere, industri og lokale aktører samles. BPH skal på sigt udvikle sig til et attraktivt testcenter og læringscommunity, som uddanner og udvikler talenter. Fokus skal være på industriens behov for udvikling af bæredygtige og innovative produktionsteknologier. Men det skal være de studerende, der skal være i centrum”, siger Anette Birck.

Alle øjne skal rettes mod Kalundborg

Formanden for Biomanufacturing Project House Krist Gernaey, professor på Institut for Kemiteknik, Danmarks Tekniske Universitet, ser frem til samarbejdet med den nye chef, Anette Birck:

”Det er en stor kraft, som vi har fået i spidsen for dette ambitiøse projekt. Det er et helt unikt initiativ, og første gang man skaber et uddannelses- og forskningsmiljø, som inddrager alle parter, lige fra virksomheder til kandidater fra hele landet, på én gang. Med Anette Birck har vi fået en stor mængde vigtig viden og ikke mindst flere års erfaring med at skabe disse netværk og fællesskab. Jeg glæder mig, sammen med resten af bestyrelsen, til at arbejde sammen med Anette om at udvikle BPH”, siger Krist Gernaey.

Anette Birck ser nu frem til at komme i gang 1. januar 2021:

”Der er ingen tvivl om, at det bliver en stor opgave. Vi vil have dette projekt til at blive en løftestang for de studerende, så studerende med STEM kompetencer får deres øjne rettet mod Kalundborg. Det bliver en spændende rejse og jeg vil gøre mit for at sikre, at denne drøm bliver til virkelighed: Vi har et rigtig godt fundament, fordi vi med projektpartnerne bag BPH samt BPH’s bestyrelse har et stærkt hold, hvor alle føler et stort ejerskab for drømmen”, siger Anette Birck.

Bag Biomanufacturing Project House står Novo Nordisk Fonden, Novo Nordisk, Novozymes og Professionshøjskolen Absalon, og byggeriet forventes færdigt i slutningen af 2021. De første kandidatstuderende forventes at starte i januar 2022.

BPH’s bestyrelse består af repræsentanter fra DTU (formandskab), SDU, AAU, AU, KU, Novo Nordisk AS, Novo Nordisk Fonden, Novozymes, Equinor Refining Denmark A/S samt Absalon.

Fakta:

En samlet bevilling på 120 mio. kr. vil skabe rammer og indhold for et forsknings- og uddannelsesprogram i Kalundborg, der skal tiltrække studerende på kandidatniveau fra ind- og udland.

· Biomanufacturing Project House er finansieret af Novo Nordisk Fonden

·Novo Nordisk A/S har finansieret bygningen som tillæg til bevillingen fra fonden.

·Professionshøjskolen Absalon skal stå for driften af Biomanufacturing Project House.

·AP Ejendomme står for opførelsen af byggeriet.   

 


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0