AnnonceLuk annonce




Novo Nordisk investerer igen en lille mia. kr. i Kalundborg

14-08-2020

Michael Hallgren, produktionsdirektør, Novo Nordisk Kalundborg.

Novo Nordisk annoncerer i dag en investering på 850 mio. kr. i udvidelse af sine produktionsfaciliteter i Kalundborg. Med den nye investering runder Novo Nordisk i Kalundborg en samlet investering på 2 mia. kr. i 2020.

I februar annoncerede Novo Nordisk investeringer for 800 mio. kr. i opgraderinger og udvidelser af produktionsanlægget i Kalundborg, så de i fremtiden vil kunne producere både eksisterende samt næste generations diabetesprodukter. I maj annoncerede virksomheden endnu en investering på 150 mio. kr. i en ny produktionslinje til pak af tabletter. I juni fulgte en investering på 225 mio. kr. Med den nye investering på 850 mio. kr. som er offentliggjort i dag fredag, skabes yderlig kapacitet til produktion af fremtidens produkter.

I Kalundborg producerer Novo Nordisk i dag en række produkter til diabetesbehandling, og med den seneste investering vil et eksisterende produktionsanlæg blive ombygget og udvidet for at skabe yderligere kapacitet til produktion af fremtidens lægemidler.

”Vi har 50 års ekspertise i Kalundborg, og alene fra årtusindeskiftet og frem til 2019 har Novo Nordisk investeret mere end 16 mia. kr. i produktionsfaciliteterne i Kalundborg. I år har vi annonceret en række yderligere investeringer, hvilket understreger Novo Nordisks ambition om en fortsat styrket tilstedeværelse i Danmark og Kalundborg,” siger Michael Hallgren, produktionsdirektør, Novo Nordisk Kalundborg.

Om Novo Nordisk Kalundborg

Novo Nordisks produktionsfaciliteter i Kalundborg blev etableret i 1969 og dækker i dag et areal på 1.200.000 m2. Novo Nordisk Kalundborg beskæftiger omkring 3.000 medarbejdere, og produktionsfaciliteterne i Kalundborg udgør en hjørnesten i Novo Nordisks globale produktion. Her produceres 50% af verdens insulin samt en række biofarmaceutiske produkter. Derudover pakkes og monteres eksisterende diabetes- samt biofarmaceutiske produkter og i fremtiden også tabletter i Kalundborg.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0