AnnonceLuk annonce




Nødproduktion af håndsprit er startet på kun en uge

18-04-2020

De første 33.000 liter ethanol blev læsset på en tankbil fredag formiddag. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

På bare en uge er det tidligere Inbicon ethanol anlæg ved Asnæsværket blevet startet op. Det har kun kunnet lade sig gøre på grund af tidligere medarbejdere som er hentet ind. Fredag kørte det første læs ethanol, som skal bruges til håndsprit, ud gennem porten.

Novo Nordisk Fonden og Carlsbergfondet har bevilliget 17,5 mio. kr. til et konsortium bestående af Staten, Carlsberg, Ørsted og Ree Holding, som er samlet i et nyoprettet selskab under Rigspolitiet til nødproduktion af ethanol. Produktionen skal anvendes i desinfektionsmidler såsom håndsprit, der er afgørende for at begrænse smittespredning på bl.a. hospitaler, i beredskabet, og på landets virksomheder.

Ethanolen bliver produceret på det tidligere Inbicon bioethanolanlæg i Kalundborg, der lige er blevet købt af RE Energy, som erhvervsmanden Karsten Ree står bag.

Fabriksanlægget har stået stille i flere år, men på kun en uge er det oppe og køre igen, det har kun kunnet lade sig gøre ved, at en række af de tidligere Inbicon medarbejdere er blevet kaldt ind fra deres nuværende jobs rundt om på andre virksomheder, for at være med til at starte anlægget op.

Det er rigtigt sjovt at komme tilbage, vi har prøvet det før, de fleste af os har gået her i mange år, ellers havde det ikke kunnet lade sig gøre, det var jo et demonstrationsanlæg, så meget af det der er lavet, er ikke lige skrevet ned og tegnet ind,” fortæller Morten Klos, som normalt er ansat som robot programmør i firmaet Bila, og har hele landet som arbejdsplads, men er bosat i Østrup.

Finn Roel Ringe fra Kalundborg var også med fra starten, og arbejder nu på Avedøreværket, men han er også hentet ind for at være med til at producere ethanol til brug for håndsprit.

”Det er lidt sjovt at være med til, at få det hele til at køre igen, vi har jo gået og håbet på at nogen ville købe anlægget, så der kunne komme gang i det igen,” siger han.

Det er direktør Henrik Maimann som har udpeget de tidligere medarbejdere, og så er det politidirektør John Vestergaard som har sørget for at medarbejderne blev hentet ind fra flere forskellige virksomheder.

”Når man hiver et team ind på den måde, så i løbet af få dage så fungerer det som en velsmurt maskine, og er der et problem så bliver det løst, og det er alt fra at skille systemet ad og rense det, til el problemer og toiletter der ikke virker, det er en positiv oplevelse,” siger Henrik Maimann, der er direktør for det nystartede selskab RE Energy, og som selv var med til både at starte og lukke det nu tidligere Ibicon, så han kender både anlægget, og de folk som nu er kaldt ind.

Lige nu arbejder 23 mand på anlægget i Kalundborg, og efter planen skal det fortsætte til udgangen af maj måned, men det er noget der bliver taget stilling til undervejs.

”Det er gået rigtigt godt, men selvfølgelig er der småproblemer fordi anlægget har stået stille så længe, men faktisk kører anlægget med større kapacitet end vi havde turdet håbe på, vi kan faktisk lave 2000 liter sprit i timen,” fortæller Henrik Maimann.

Fredag formiddag blev de første 33.000 liter ethanol så læsset på en tankbil, der ender som desinfektionsmidler såsom håndsprit, på bl.a. hospitaler, i beredskabet, og på landets virksomheder.

Produktionen af ethanol på fabriksanlægget i Kalundborg, er baseret på en fermenteret alkoholbase fra Carlsbergs bryggeri i Fredericia. 10 tankbiler vil operere i døgndrift for at levere 1,4 millioner liter alkoholbase om ugen for at holde anlægget kørende, og Carlsberg har som en del af konsortiet indvilget i at ombygge en del af sin produktion i Fredericia.

Vil ikke løfte sløret for fremtiden

Når nødproduktionen af ethanol er færdig, formentlig ved udgangen af maj, fortsætter RE Energy med deres oprindelige planer for anlægget. Direktør Henrik Maimann kan endnu ikke løfte sløret for hvad anlægget helt nøjagtigt skal bruges til, men oplyser at der skal foregå en del ombygning og at der nok går op mod to år før fabriksanlægget er fuldt udbygget og kører maksimum kapacitet.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0