AnnonceLuk annonce




Nej – det er ikke en kæmpe kødpølse

07-07-2017

Medarbejdere fra Environment Solution i Kalundborg er i gang med at teste to store watertubes på Kalundborg Havn. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Kæmpe store watertubes, som er fremstillet i Kalundborg, åbner måske for et helt nyt marked. Torsdag blev de testet på Kalundborg Havn.

På afstand ligner det mest af alt to kæmpe kødpølser, som de ligger der på kajen i Kalundborg. Men der er faktisk tale om to kæmpe No Flood Barriers, eller i daglig tale, watertubes, to pølser fyldt med vand, beregnet til brug ved oversvømmelser rundt om i verden.

No Flood Barriers er mobile oversvømmelsessystemer, designet og fremstillet af Environment Solutions ApS, der har produktionslokaler i de gamle Carmen bygninger i Kalundborg.

Mange har nok set No Flood Barriers i tv under de sidste store storme i Danmark, hvor de blev brugt til at undgå oversvømmelse, bl.a. ved Jyllinge.

En normal watertubes er 110 cm. høj, når den er fyldt med vand, og kan, som en væg, holde vand ude i op til 80 cm. højde, men nu er firmaet gået et stort skridt videre.

Torsdag blev to store prøvemodeller af watertubes max testet på havnen i Kalundborg. Watertubes, der bliver omkring to meter høje, når de fyldes med vand.

De store watertubes skal bruges i et pilotprojekt i Michigan, USA, hvor en dæmning skal repareres.

”Vi er med i et pilotprojekt i Michigan, hvor en dæmning skal repareres, hvor en flod løber ud i en sø, derfor skal vores No Flood Barriers lægges ud på begge sider af dæmningen, for at holde vandet væk. På den ene side af dæmningen er der 186 meter på tværs, og på den anden side omkring 100 meter, og med en vandstand på omkring 160 cm," fortæller David Konge, der sammen med Anders Philipsen, Kalundborg, er indehavere af Environment Solutions.

Normalt er kunderne til de mobile oversvømmelsessystemer, beredskaber i lande verden over, men nu åbner der sig måske et helt nyt marked for Environment Solutions.

”Normalt forhandler vi med regeringer, embedsmænd og beredskabsfolk verden over, men hvis projektet i USA lykkedes, åbner der sig et helt nyt marked til entreprenørbranchen, da der er masser af steder, hvor vand skal holdes væk under en reparation”, fortæller David Konge.

Environment Solutions beskæftiger ti mand, har produktion i Kalundborg og administration i Roskilde.

Hvert år fremstilles 40 kilometer watertubes i Kalundborg.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0