AnnonceLuk annonce




Nazi-beskyldning trak dybe spor

18-02-2021

Af journalist Sonja Husted Rasmussen

Pædagogkonflikt resulterede i en artikel i BUPLs husstandsomdelte strejkeavis med antydning af, at borgmester Jørgen Hagemann-Petersen havde været værnemager under krigen.

”Der er en hage ved Hagemann”. Sådan stod der i en artikel, som blev bragt i BUPLs (Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund) blad i 1977.

Budskabet var umisforståeligt: Hagemann havde plejet omgang med tyskerne, og der lå en direkte beskyldning for, at han havde været værnemager.

I artiklen stod der også at læse, at Kalundborgs borgere i 1930’erne lærte borgmesteren, daværende lokalformand for Konservativ Ungdom, at kende med skrårem og støvler i de år, hvor der ifølge pædagogernes artikel ”skulle en vis politisk indsigt til at skelne mellem de rabiate danske ungkonservative og de nazistiske stormtropper”.

Det blev antydet, at Hagemann-Petersen under besættelsen, hvor han handlede med tørv og briketter, havde handelssamkvem med den tyske værnemagt.

Artiklen var en udløber af pædagogkonflikten i Kalundborg i 1977, der var opstået på grund af samarbejdsproblemer i en kommunal daginstitution og en pædagogfyring. Institutionens leder endte i øvrigt med selv at blive fyret, men det var efter at den konservative Hagemann-Petersen var stoppet som borgmester og socialdemokraten Aage Brejnrod tiltrådt som hans afløser.

Løgn og bagvaskelse

BUPL udgav et særnummer om konflikten, en husstandsomdelt strejkeavis, og det var der, de famøse beskyldninger blev bragt.

Borgmesteren udtalte, at bladet i særnummeret om konflikten havde skildret ham på en måde som ”er fuld af løgn og bagvaskelse”.

- Jeg har aldrig gået med skrårem eller ejet en. Jeg har ikke solgt så meget som en tørv til værnemagten, udtalte Hagemann i en artikel i Aktuelt i juli 1977 under overskriften ”Borgmester beskyldes for værnemageri”.

Samtlige medlemmer af Kalundborg Byråd pålagde Hagemann-Petersen at få sagen til juridisk bedømmelse for injurier af særlig grov karakter.

Det skete. Borgmesteren vandt sagen. BUPL tabte og dømt til at betale en erstatning på 30.000 kr. til Hagemann.

Retten sat i Raklev Sognegård

Det blev en stor retssag med mange involverede, og der var ikke plads til de mange implicerede i Kalundborgs retssal. Derfor blev den lille sal i Raklev Sognegård lejet til formålet.

Peter Hermann var i de år ansat som lærer på Raklev Skole og dermed tæt på Raklev Sognegård. Mange af lærerne, deriblandt Peter Hermann, overværede adskillige af retsmøderne, og han betegner det som en ubehagelig oplevelse.

Den ene pædagog efter den anden blev heglet igennem, og de havde ingen brugbare argumenter. BUPL og pædagogerne tabte sagen med et brag, så Hagemann blev renset – men sagen mærkede ham.

Mørk skygge

Værnemager-beskyldningen trak dybe spor og kastede en mørk skygge over Hagemann-Petersens sidste borgmestertid. Det var måske hele den affære, der var medvirkende til Hagemann-Petersens beslutning om at stoppe sin politiske karriere ved kommunalvalget i 1978.

Hagemann-Petersen var aktiv i modstandsbevægelsen og medlem af modstandsbevægelsens byledelse i Kalundborg, og det var ham, der skrev afsnittet om modstandsbevægelsen i Kalundborgs Historie Bind 2.

15.000 kr. til Juvi-klubben

Borgmesteren forærede i øvrigt halvdelen af den sum, han fik i erstatning, da han vandt injuriesagen, nemlig 15.000 kr. til ungdomsklubben JUVI.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0