AnnonceLuk annonce




Narkobilist sov i bilen

26-08-2020

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Tirsdag morgen fik Midt- og Vestsjællands Politi en anmeldelse fra en kvinde, der undrede sig over og var bekymret for en mand, der sad i en bil og sov med motoren kørende.

Tirsdag morgen i Cæcilieparken i Kalundborg anmeldte en lokal kvinde, at hun undrede sig over, og faktisk også var bekymret for en mand, der havde siddet i en bil med motoren i gang gennem ca. to timer. Hun havde forgæves forsøgt at få kontakt til manden, som en patrulje dog fik vækket. 

Siddende på førersædet og med bilmotoren i gang var han faldet i søvn hen over passagersædet. Der var tale om en 20-årig mand fra Kalundborg, der blev skønnet påvirket af narkotika. Han blev derfor sigtet for narkokørsel i bilen, som han i øvrigt ikke måtte være fører af, fordi han i forvejen var frakendt kørekortet. 

Den 20-årige mand blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, og han vil høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret.

På Holbækvej i Kalundborg så en patrulje, tirsdag eftermiddag, en personbil køre i rundkørslen Holbækvej/Stejlhøj, og ville foretage en kontrol af den mandlige fører, en mandlig passager og selve bilen. Politiet fik kontakt til bilen på en rasteplads på Holbækvej, men nu sad føreren pludselig på bagsædet sammen med en tredje mand. 

Føreren af bilen blev, ud fra politiets observationer i rundkørslen, kort forinden identificeret som en 21-årig mand fra Kalundborg, der blev anholdt og sigtet for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i bilen. Desuden blev han sigtet for kørsel uden førerret, inden han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. De to øvrige mænd på 20 og 23 år fra Kalundborg i bilen blev ikke sigtet for noget.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0