Narkobilist snuppet uden kørekort for syvende gang

Af Jens Nielsen

En 33-årig mand blev tirsdag stoppet af politiet for syvende gang uden kørekort. Nu er bilen beslaglagt og manden sigtet for narkokørsel i frakendelsestiden.

Tirsdag eftermiddag anholdt og sigtede politiet en 33-årig mand fra Snertinge på Svinningevej i Svinninge, for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, som han i øvrigt ikke måtte være fører af, fordi han var frakendt kørekortet.

Han mistænktes for at være påvirket af cannabis under kørslen og fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse herfor, inden politiet løslod ham.

Politiet kunne i forbindelse med disse sigtelser konstatere, at det nu var syvende gang inden for de seneste tre år, at han blev afsløret i at køre bil uden at have et kørekort.

Bilen var ejet af en 24-årig kvinde fra Snertinge, som flere gange tidligere er blevet sigtet for at lade den 33-årige køre i bilen, selv om han ikke lovligt kan være fører på grund af frakendelsen af kørekortet.

Politiet beslaglagde på den baggrund personbilen, da politiet med baggrund i sigtelserne mod bilens ejer anså den 33-årige for at være den reelle bruger af køretøjet.

Bilejeren gav sit samtykke til beslaglæggelsen med henblik på senere konfiskation, når straffesagen og spørgsmålet om endelig konfiskation skal afgøres i et retsmøde.

Forinden vil den 33-årige høre nærmere fra politiet, når analyseresultatet af blodprøven foreligger.

Del