AnnonceLuk annonce




Narkobilist kørte galt

06-04-2021

Af Jens Nielsen

Tidligt 2. påskedag kørte en 23-årig mand galt ved Gørlev. Manden var påvirket af narko og kan forvente at høre mere fra politiet.

Kl. 06.04 mandag morgen kørte en 23-årig mand fra Kalundborg på Gørlev Landevej mod nordvest, hvor han foretog en overhaling af en forankørende bilist. Under overhalingen ramte den 23-åriges bil hjørnet på den forankørende bil, som blev ført af en 34-årig mand fra Slagelse.

Den 23-årige fortsatte efter påkørslen videre frem og kørte herefter ind i en have, hvor bilen ramte en hæk og pløjede græsplænen op. Den 34-årige kørte ikke galt efter den lette påkørsel, men fortsatte frem til det sted, hvor den 23-årige var forulykket.

Ingen personer var kommet noget til ved uheldet, men politiet blev tilkaldt til uheldet. En patrulje kørte til stedet, hvor de traf den 23-årige som var påvirket af hash. Han blev derfor sigtet for narkokørsel og kørsel uden førerret og anholdt for at få udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt.

Politiet optog rapport i sagen og orienterede ejeren af den ødelagte have om uheldet. Den 23-årige kan forvente at høre mere fra politiet, når resultatet af blodprøven kommer.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0