AnnonceLuk annonce




Næsten dødt løb om at blive S-spidskandidat

01-06-2020

Tina Beck-Nilsson er ny spidskandidat for Socialdemokratiet i Kalundborg. Privatfoto

Af Jens Nielsen

To kandidater havde meldt sig til at stå i spidsen for Socialdemokratiet i Kalundborg til næste års kommunalvalg. Nu har medlemmerne stemt.

Efter en del turbulens om hvem der skulle stå i spidsen for Socialdemokratiet i Kalundborg til næste års kommunalvalg, havde to kandidater meldt sig på banen.

Dels partiets nuværende spidskandidat Gunver Jensen, der er gruppeformand for den socialdemokratiske kommunalbestyrelsesgruppe, og Tina Beck-Nilsson, formand for den socialdemokratiske partiforening i Kalundborg.

Medlemmerne kunne stemme på de to kandidater frem til og med d. 30. maj, og natten til mandag meddeler Socialdemokratiet i Kalundborg i en pressemeddelelse, at Tina Beck-Nilsson er ny spidskandidat for Socialdemokratiet i Kalundborg med 96 stemmer, mod Gunver Jensens 91 stemmer. To medlemmer stemte blankt.

Tina Beck-Nilsson er glad for resultatet og glæder sig til at komme i gang med det politiske arbejde. 

”Det har været en turbulent tid men nu er det vigtigt alle gode kræfter samler sig for at lave socialdemokratisk politik,” udtaler hun i pressemeddelelsen.

Dermed bliver det altså 48-årige Tina Beck-Nilsson, bosat i Høng, som skal udfordre Martin Damm(V) til borgmesterposten i forbindelse med kommunalvalget i november 2021.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0