AnnonceLuk annonce




Når klappen går ned: På forkant med eksamensangst

03-11-2020

I sommer blev alle eksaminer aflyst for 9. og 10. klasse. Grundet corona kom de seneste årskarakterer for grundskole-eleverne til at gælde som eksamenskarakterer, og dermed har ingen af de nye elever på Allikelund Gymnasium endnu prøvet at være til en rigtig eksamen.

Kalundborgs 10. klasse holder til på Allikelund, og her ærgrede underviserne sig over, at de mange unge ikke fik mulighed for at gå til afgangsprøven som afslutning på deres 10. skoleår. Eksamensforløbet betyder nemlig også en træning i at fordybe sig. En egenskab som er yderst vigtig, når eleverne efterfølgende skal på en ungdomsuddannelse.

Lærerne på kursus om eksamensangst
For at sikre at Allikelund Gymnasiums undervisere er på forkant med elevernes reaktioner på den uvante eksamenssituation, deltog alle skolens undervisere fredag d. 30. oktober i et spændende kursus om at håndtere eksamensangst.

Psykoterapeut Vivian Lund Hansen besøgte Allikelund og holdt et spændende oplæg med god plads til spørgsmål og dialog. Underviserne lærte bl.a. metoder til at håndtere en situation, hvor den berygtede klap går ned for de unge.

Kort fortalt handler eksamensangst om at være bange for ikke at slå til eller være god nok i en situation, hvor man skal præstere. Angsten er ofte ledsaget af frygt for, at der opstår stærkt ubehagelige eller skamfulde situationer til eksamen.

Manglende eksamenstræning optager også eleverne
Den manglende erfaring i at gå til eksamen optager ikke kun lærerne. Eleverne er også selv meget opmærksomme på, hvilken betydning den manglende eksamenstræning kan have.

En del af eleverne fra sidste skoleårs K10 på Allikelund er nu blevet en del af skolens to gymnasiale uddannelser, HHX og HTX, som munder ud i studentereksaminer med fokus på henholdsvis almene fag/businessfag og tekniske/naturvidenskabelige fag i kombination med almene fag.

Netop nu står eleverne i 1.g på HHX og HTX foran deres allerførste studentereksamen, når de i uge 45 skal til deres første to eksaminer som en afsluttende del af det 10 uger lange grundforløb. Og selv om hver af eksaminerne kun tæller en kvart på studentereksamensbeviset, så har de elevernes fulde opmærksomhed.

Heldigvis er eleverne i gode hænder, for underviserne på Allikelund Gymnasium er garvede i at afholde eksamen:

- Underviserne har brugt en del tid i oktober på at træne den proces, det er at gå til eksamen. Det kommer de også til at gøre i november. Således har og får alle kyndig vejledning ud i denne kunst af vores dygtige undervisere, fortæller rektor på Allikelund, Karen Marie Bach Christensen.

- Ud over at det er meget lærerigt at gå til eksamen, så plejer det også altid at være nogle hyggelige dage på Allikelund, hvor eleverne som regel får pæne karakterer. Men ikke nok med at de får pæne karakterer, så får de også værdifuld feedback til brug i kommende situationer. Og jo mere viden man har om det man ’’frygter’’, jo mindre farligt bliver det, slutter Karen Marie.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0