AnnonceLuk annonce




Multikunstner på Ubby Bibliotek

13-10-2019

kontakt@tv-kalundborg.dk

Multikunstneren, Leif Sylvester, fortæller om sit liv med billedkunst, skulptur, musik, skuespil og digtning tirsdag den 29. oktober kl. 18 i Ubby Bibliotek- og Forsamlingshus, hvor Hvidebæk Lokalråd og Kalundborg biblioteker er værter for både spisning og foredrag med multikunstneren Leif Sylvester. 

Foredraget tager udgangspunkt i to digtsamlinger ”Mig og de andre” og ”Danmark og mig”, og der vil også blive sunget et par sange undervejs. Leif Sylvester begynder med at tale om sin opvækst på Amager under krigen og i efterkrigstiden, og de følelser og livssituationer, der fulgte med. Han fortæller om krigens rædsler, den armod der kom i efterkrigstiden, livets mangler, død, vores forhold til døden, og om man tør at leve livet efter al det kaos. 

I foredraget vil man også opleve Leifs fortælling om sin opvækst på "Lorteøen", de første spæde kys, ungdoms kærlighed, voksen kærlighed, om den eneste ene, om at skrive sange og digte, fordi man ikke kan lade være, om livets valg, om tilfældighedernes spil, om at lyve, at være dødelig syg og lære at leve med det, om håb og glæde ved at være sammen med dem, man elsker. 

Helt kort fortalt, vil man få et foredrag om livets vilkår. Det meste bliver fortalt som anekdoter og historier, indimellem bliver det brudt af digt oplæsning og sange, som er relevante til emnet på det pågældende tidspunkt. Alt sammen sagt i alvor og med et glimt i øjet, så man dermed kan spejle sig på den gode måde og gå derfra i visheden om, at man ikke er alene med sine tanker og skavanker. 

Aftenen begynder med fællesspisning kl. 18, hvor Kim Kok ved Ubby Forsamlingshus og Hvidebæk Lokalråd i fællesskab har sammensat menuen. Kl. 19 går Leif Sylvester på scenen og underholder. Ønsker man at deltage, købes billetter via kalundborgbib.dk. Der er rabat til både medlemmer af Biblioteksklubben og Hvidebæk Lokalråd. 

Arrangementet er et samarbejde mellem Kalundborg Bibliotekers Biblioteksklub og Hvidebæk Lokalråd. Læs mere på www.kalundborgbib.dk 



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0