AnnonceLuk annonce




Billedserie: Største opgave nogensinde

15-02-2020

Fra venstre, Niels Jørgensen, Arne Laursen og Thomas Hansen foran en gruppe elektrikere fra Multi-Tech. . Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Opførelsen af et helt nyt raffinaderi til Avista Oil på havnen i Kalundborg skrider hastigt frem, Det lokale elektrikerfirma Multi-Tech står for hele el- og instrumenteringsentreprisen, den største opgave i firmaets historie.

En lang række af lokale firmaer er en del af de 150 mand som hver dag arbejder på opførelsen af Avista Oils nye raffinaderi på havnen i Kalundborg, men Multi-Tech er det eneste lokale firma som har fået en hel entreprise, en opgave som lige nu kræver 25 mand, og det er ikke sikkert det er nok.

Ud over levering af bl.a. alle de store el-tavler til det nye raffinaderi, så er der også leveret en helt ny nødgenerator, der er allerede nu monteret 3 kilometer kabelbakker/kabelstiger som alle kablerne skal gøres fast til, og lige nu arbejdes der med at trække kabler til pumper, instrumentering, brandalarmer og lys i fabrikken. En opgave på 30.000 timer.

”Vi er både meget ydmyge og stolte over at have fået opgaven, det er den største opgave i firmaets historie, faktisk er den næsten dobbelt så stor som den opgave der ellers var den største,” forklarer medindehaver af Multi-Tech, Niels Jørgensen.

Multi-Tech har ansat Arne Laursen som projektchef på opgaven og Thomas Hansen som projektleder.

”Vi har jo før lavet lignende opgaver, her er det bare olie der løber i rørene, men det som er helt specielt her er, at det er meget sjældent, at der opføres et raffinaderi i Danmark og jeg er også helt sikker på at det er sidste gang, at der opføres sådan en fabrik i landet grundet den grønne omstilling, det er sjovt at være en del af,” siger Arne Laursen.

Nyeste teknologi

Det nye Avista Oil raffinaderi er delt i to, selve processen samt en utility del, som er vand, damp, luft, køl, el og instrumentering.

Det nye raffinaderi opføres med den nyeste teknologi, alene hele tavlerummet er kæmpe stort, og er hjertet i fabrikken.

Hvor man før hen var nødt til at lukke for strømmen for en hel tavlesektion i forbindelse med en reparation, så er de nye tavler bygget op med skuffer, så er der problemer med styringen til fx en pumpe, så er det blot at hive en skuffe ud med hele styringen og erstatte med en ny, på den måde sikrer det en stabil drift.

Mange steder i den nye fabrik er placeret store tavler hvor styringskabler samles. Fra tavlen går så et lyslederkabel til det store tavlerum, på den måde bliver der færre kabler som skal helt frem til tavlerummet.

Men der er mange tusinde kabelender der skal holdes styr på, og som skal monteres før fabrikken kan sættes i drift.

”Jeg kan godt afsløre at jeg ikke mangler noget at tænke på når jeg vågner kl. 3 om natten,” griner Arne Laursen.

Det store telt der omkranser hele det nye raffinaderi fjernes engang i april, og midt på sommeren er det planen at Avista Oils nye raffinaderi skal sættes i drift.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 



0