Motorcykelbetjent kvæstet under udrykning

Af Jens Nielsen

En motorcykelbetjent blev kvæstet onsdag aften da han kørte i grøften på Gl. Sorøvej i Rørby. Uheldet skete under udrykning i forbindelse med et røverilignende forsøg i Gørlev.

En motorcykelbetjent fra Midt- og Vestsjællands Politi måtte en tur på sygehuset efter et uheld onsdag aften på Gl. Sorøvej i Rørby, hvor den tunge motorcykel endte i grøften.

Betjenten kørte med udrykning ud af Rørby ad Gl. Sorøvej og i det skarpe sving ved Leren lå der en del grus. Her skred motorcyklen ud og betjenten mistede herredømmet over motorcyklen og kørte i grøften.

Betjenten blev kørt til sygehuset med en ambulance, men er udskrevet igen.

”Motorcykelbetjenten blev kørt til behandling for kvæstelser i en skulder, men er udskrevet igen efter behandling. Han har det fint efter omstændighederne, men vil være sygemeldt i en periode,” fortæller Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder Midt- og Vestsjællands Politi.

Betjenten kørte udrykningskørsel i forbindelse med et røverilignende forsøg i Superbrugsen i Gørlev, hvor politiet satte flere patruljer ind for at finde en personbil som var kørt fra stedet.

Del