AnnonceLuk annonce




´Morten fra Kontoret´

07-05-2019

Morten Nystrup fejrer 50-års fødselsdag på lørdag. Foto: Jens Nielsen

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Morten fra Kontoret. Eller måske ’Tjaller’. Sådan kender rigtig mange Morten Nystrup. Han har ejet værtshuset ’Kontoret’ siden 2000, og er nu også ny ejer af Postgaarden, der ligger blot 50 m fra Kontoret. Morten sidder sjældent stille, og det ændrer sig ikke, fordi han fylder 50 år om få dage.

Den 9. maj fylder Morten Nystrup 50 år, men det får ham ikke til at hvile på laurbærrene. Tværtimod har han lige fået sat lokalerne i stand på det tidligere Hotel Postgården i Kordilgade, der i øvrigt også har fungeret som danseskole i tidernes morgen. Postgaarden er nu blevet til et fint event- og spillested, som Morten Nystrup sammen med sin hustru, Trine Nystrup, skal passe udover værthuset ’Kontoret’, hvor de fleste er vant til at se Morten Nystrup bag baren. 

I 2000 hed ’Kontoret’ ’Slap Af’, men da Morten Nystrup overtog sammen med sin kammerat, Morten Holmelin, skiftede det navn til Kontoret, og klientellet ændrede sig også.

”Da vi overtog, hed det ’Slap Af’, og inden da ’Margits Bodega’. Det var faktisk min kammerat, Morten Holmelin, der fik idéen, og da han sagde til mig, at vi skulle købe ’Slap Af’, sagde jeg, at han da måtte være sindssyg, og spurgte, hvad vi skulle med det gamle lort. Men vi gik en tur forbi, drak et par øl og købte så stedet. Vi gav det hele lidt maling osv., og åbnede i august 2000. Klientellet var pludselig noget andet. Jeg havde jo været ansat på Kings Pub som bartender i mange år, og trak vel også nogle kunder med derfra. Pludselig var Kontoret et sted, hvor alle slags mennesker kom. Morten og jeg havde det dog kun sammen det første års tid, men det fungerede ikke, så Morten er ikke længere med, men vi er stadig gode kammerater,” fortæller Morten Nystrup.

Siden da har ’Kontoret’, som folk i Kalundborg og omegn kender det i dag, ændret sig en hel del. Det er bl.a. blevet meget større, har fået en meget velfungerende gårdhave med tag, terrassevarmere og bar selvfølgelig. Ligesom bodegaånden er lagt lidt i skuffen.

Jeg var en doven idiot

Morten Nystrup læste egentlig til skolelærer i Vordingborg tilbage i 90’erne, men fuldførte aldrig uddannelsen, fordi han, ifølge ham selv, var for doven dengang. 

”Jeg læste i Vordingborg, men var meget hjemme i weekenden og spille fodbold, og fik så job på Kings Pub, hvor jeg var mange weekender, og var pludselig ikke så god til at komme tilbage til studiet igen. Jeg var en doven idiot, men sådan er det. Jeg var så i 6-7 år på Kings som bartender, men gad ikke mere, og blev ansat på Novo, hvor jeg var et par år på skiftehold. Men jeg syntes, at det var kedeligt, og jeg havde små børn, hvilket ikke fungerede særlig godt med skiftehold. Men så kom Morten og spurgte, om vi ikke skulle købe ’Slap Af’, og sådan begyndte det jo så."

Derudover har Morten Nystrup også kortvarig i 2015 ejet en isbutik i Kordilgade sammen med kammeraten, Anders Lejback, men da Morten Nystrups datter blev alvorligt syg i 2015, valgte han at trække sig, og isbutikken lukkede med dem som ejere. 

Familien kommer altid først

Morten Nystrup fortryder aldrig, at han købte ’Kontoret’, og han fortæller, at det har fungeret fint at have ’Kontoret’ i forhold til at have familie, herunder også små børn.

”Jeg sagde allerede dengang, at skulle jeg arbejde til alle højtider og i alle weekender og hverdagsaftener, så gad jeg ikke. Familien kommer først, det gjorde den dengang, og det gør den nu. Heldigvis har jeg haft og har stadig gode ansatte, så jeg behøver ikke være her altid. Selvfølgelig er der visse højtider og visse arrangementer, hvor jeg skal være her, og det er også helt fint, det kan jeg godt lide, det er sjovt. Men noget helt andet er, at om ti år er der heller ikke mange værthuse, der har åbent alle hverdage. Tingene ændrer sig hele tiden, og jeg kan se, at også det med at sidde og få en øl i hverdagen, har ændret sig for mange. I gamle dage var hele Skibbrogade jo også en værtshusgade, det er det ikke længere.”

Byfesten er altid et hit

Morten Nystrup har dog altid meget travlt, når højtider og arrangementer som Kalundborg Rock’er og byfesten står for døren. Når der fx er byfest i Kalundborg, har der i mange år været stuvende fuldt på Kontoret, og det er der stadig.

”De første år lejede vi telt, men fik så lagt fliser, teltet blev større, og jeg diskuterede meget længe frem og tilbage med kommunen vedr. at bygge overdækningen i gårdhaven, og fik langt om længe lov i 2016. Rygeloven gav jo også udfordringer, fordi jeg tabte omsætning, men i dag er det ikke længere et problem, tværtimod. Hvis jeg pludselig sagde, at folk kunne ryge indenfor igen, ville jeg miste omsætning, fordi folk i dag ikke gider, at folk ryger indenfor. Derudover har jeg jo også netop gårdhaven, hvor folk kan ryge udenfor.”

Postgården – et nyt projekt

Morten Nystrup har for få måneder siden lejet sig ind i Kordilgade 6, hvor det gamle Hotel Postgården lå, og i dag ligger nu Postgaarden – Event og spillested, som faktisk blev lidt til ved en tilfældighed.

”Det var lidt tilfældigt, at det hele skete, men det er fede lokaler med mange muligheder. Jeg valgte dog denne gang, at lave projektet med min hustru, fordi jeg før har haft forretning med gode kammerater, og det har bare ikke fungeret for os. Men det skal køre side om side med Kontoret, og de ligger jo så tæt på hinanden, så det gav god mening. Postgaarden skulle jo gerne fungere som et slags kulturhus, eller ligesom et forsamlingshus i gamle dage, hvor der blev holdt fester, osv. Derudover har der også været interesse for at leje det i nogle af dagtimerne til dans, ligesom der var danseskole her i gamle dage. Men kan det bare løbe rundt, er det fint,” fortæller Morten Nystrup.  

Kalundborgenser - også af hjerte

Morten Nystrup er faktisk opvokset i Ubby, men flyttede til Kalundborg som ung teenager, og har boet i byen lige siden, på nær en lille sviptur til Vordingborg et års tid. Han er i dag gift med Trine Nystrup, og har fem børn i alderen fra 2 til 21 år. 

’Morten fra Kontoret’ holder fødselsdagsreception lørdag den 11. maj på Postgaarden kl. 16 -21.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0