AnnonceLuk annonce




Møde med minister om motorvej på Røsnæs

01-11-2019

Trafikminister Benny Engelbrecht fik en ”Nej til motorvej på Røsnæs”-t-shirt ved gårsdagens møde. Fra venstre John Wilken, Benny Engelbrecht, Anders Jørn Jensen, John Holten-Andersen og Dorete Dandanell. Privatfoto.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Foreningen ”Nej til motorvej på Røsnæs” havde torsdag møde med transportminister Benny Engelbrecht vedr. Kattegatforbindelsen.

Som led i foreningens arbejde med at lægge pres på politikerne for, at sætte lys på den fortsatte beslutningsproces, og forhindre en motorvej på Røsnæs, besøgte ”Nej til motorvej på Røsnæs” i går, torsdag, trafikminister Benny Engelbrecht.

”Forretningsudvalget fremlagde vores synspunkter og bekymringer om hverdagslivet, miljø og natur på Røsnæs, hvis der kommer en motorvej med 130 km/t langs den smalle halvø. Ministeren tog godt imod os vores synspunkter, og lagde vægt på, at intet er afgjort, og at det slet ikke er sikkert, at det kan lade sig gøre og/eller kan betale sig. Ministeren noterede en del af vores pointer og bekræftede, at vi kan indsende vores materialer og synspunkter til forundersøgelsen, hvor det vil indgå,” fortæller Dorete Dandanell.

Anerkender den nye regering Danmarks Naturkanon?

Transportministeren sagde også ja til at undersøge, om den nye regering anerkender Danmarks Naturkanon. Danmarks Naturkanon blev kanoniseret af tidligere miljøminister Jacob Ellemann-Jensen (V), efter en lang proces med borgerinddragelse og ekspertvurdering. Røsnæs blev udvalgt af en fagjury som ét ud af kun 15 unikke naturområder i Danmark.

”Vi jokede med, at vi har taget et screenshot fra hjemmesiden, hvis den nu pludselig skulle forsvinde fra Miljøstyrelsens hjemmeside,” siger Dorete Dandanell.

Vil man læse mere om gruppens ’Nej til motorvej på Røsnæs’, kan man gå ind på www.nejtilmotorvej.nu eller på www.Facebook.com/Nej til motorvej på Røsnæs



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0