AnnonceLuk annonce




Modtog pris for at give liv til Kalundborg

08-02-2017

Louise Kolbjørn (tv) modtog i går, på SYMB!s vegne, Det Radikale Venstre Kalundborgs pris 'Liv i Kalundborg'. Billedet er malet af den lokale kunstner Britt Zenth (2.tv), der bor på Røsnæs. Dernæst er det Jeppe Hedegaard Sørensen (i midten, Formand for Det radikale Venstre Kalundborg, Hans Munk og Ole Glahn (th i billedet). 

Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Det Radikale Venstre i Kalundborg gav i går deres ’Liv i Kalundborg’ pris til den socialøkonomiske forening SYMB!, der i øvrigt runder et år i næste måned. Prisen blev overrakt til det månedlige Folkekøkken på Café Solsikken i Kalundborg.

SYMB! er et innovativt og socialt fællesskab -  en socialøkonomisk virksomhed, der har til formål at forbinde mennesker. Forbinde allerede eksisterede foreninger, så mennesker mødes på kryds og tværs af interesser, alder og meget andet. I går aftes modtog SYMB! Det Radikale Venstre i Kalundborgs pris ’Liv i Kalundborg’, som i år er et billede, malet af den lokale kunstner Britt Zenth, der bor i Ulstrup på Røsnæs.

Der var fuldt hus til SYMB!s Folkekøkken, da formand for Det Radikale Venstre i Kalundborg, Hans Munk, i går overrakte prisen til SYMB! og sagde et par ord.

”Jeg vælger at citere Henrik Brinkløv for så fint at sige, hvad jeg tænker, at SYMB! handler om. ”Måske kan SYMB! blive den næste folkebevægelse, hvor vi som ligeværdige og lige værdige borgere igen får øje på gode dyder som nærhed, nærvær, næstekærlighed og nødvendigheden af at ’se gennem hjertet’ uanset, hvem man er, hvad man beskæftiger sig med, hvor man gør det, og hvem man gør det sammen med.” Det er lige præcis det, vi har brug for, og derfor får SYMB! vores pris ’Liv i Kalundborg’.”

Louise Kolbjørn, der er initiativtager og bestyrelsesmedlem i SYMB!, modtog på SYMB!s vegne Britt Zenths billede, der på smukkeste vis illustrerede, hvad SYMB! handler om – at mennesker mødes på kryds og tværs af forskelligheder.

”Vi siger mange tak for det fine billede til Det Radikale Venstre i Kalundborg og Britt Zenth. Vi er stolte af at have vundet prisen ’Liv i Kalundborg’. Vi ser billedet som et skridt på vejen til at få vores eget hus, så SYMB! i endnu højere grad kan være stedet, hvor 'du møder dem, du ellers ikke møder'. Vi ser os selv som en legoplade, der forbinder det allerede rigt eksisterende foreningsliv med en masse andet.”

Jeppe Hedegaard Sørensen, Hans Munk og Ole Glahn var alle mødt op fra Det Radikale Venstre i Kalundborg for at deltage i Folkekøkkenet, og derefter overrække SYMB! deres pris. De havde endvidere kransekage og Asti med for at fejre prisoverrækkelsen.

”SYMB! står for flere af de ting, som vi finder vigtige, og derfor vinder de prisen ’Liv i Kalundborg’. Udover at SYMB! bidrager til, at mennesker mødes på kryds og tværs, er det også en socialøkonomisk virksomhed, hvilket også i høj grad er væsentligt, da ”Ikke alt, der kan tælles, tæller, og ikke alt, der tæller, kan tælles,” for nu at citere Einstein,” siger Ole Glahn, og bliver suppleret af Jeppe Hedegaard Sørensen:

”Vi vil gerne vise, at der sker noget i Kalundborg, at der er fremtid i byen, og det er SYMB! bl.a. med til at vise.”

SYMB! arrangerer Folkekøkken hver 2. tirsdag i måneden på Café Solsikken Derudover har de fast Krea-aften om onsdagen, hvor kreative mennesker mødes og laver forskellige ting, såsom at sy, hækle, tegne og meget mere (også på Café Solsikken). Ligeledes har Louise Kolbjørn arrangeret ture om symbiosen, senest i Kalundborg Golfklub i lørdags. Et yogahold er også på trapperne i foreningen.

SYMB! har i øvrigt et fint samarbejde med Kalundborg Kommune, og sammen arbejder de på at finde et hus til SYMB!, så foreningen dermed har et fast domicil i byen. Der er i øvrigt Generalforsamling tirsdag den 28. februar i foreningen.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0