AnnonceLuk annonce




Minimumsnormeringer i Kalundborg - kræver en lokalpolitisk indsats.

02-06-2021

Læserbrev: Minimumsnormeringer i Kalundborg - kræver en lokalpolitisk indsats

Vi har heldigvis en regering og nogle støttepartier der har fokus på normeringerne i daginstitutionerne, hvilket medfører, at vi i kommunerne over de kommende år frem mod 2024 kan se frem til flere ansatte, til at passe godt på vores mindste børn.

I Kalundborg kommune når vi dog ikke at komme i mål med bare minimum - hertil er vores udgangspunkt simpelthen for dårligt. Hvorfor det er tilfældet, må alt andet lige, skyldes manglende politisk prioritering!

Ifølge BUPL (pædagogernes fagforening), så vil Kalundborg kommune i 2024 mangle 13 mio kr. i forhold til at nå minimumsnormeringer, på trods af, at vi løbende modtager penge fra staten til netop minimumsnormeringer. Og vi skal huske på, at det handler om, hvad der fagligt vurderes at være absolut minimum - I visse af vores institutioner kræves der endnu bedre normeringer, hvilket bl.a. kan skyldes flere socialt belastede eller to-sprogede børn.

De seje forældre i foreningen “Hvor er der en voksen ? Kalundborg” fik sidste år mange forældre til at melde ind med, hvilke normeringer de kunne observere ved aflevering og hentning af deres børn. Det var virkeligt nedslående tal, hvor det for vuggestuerne var 1:4 (31 observationer) og for børnehaverne 1:10 (69 observationer). Selvfølgelig ikke statistisk valide tal, men en vigtig rettesnor fra det virkelige liv, som vi som politikere bør tage meget alvorligt!

Så på trods af, at vi i Kalundborg i 2024 vil modtage godt 12 mio kr. årligt til minimumsnormeringer, så vil vi være langt fra at have  minimumsnormeringer.
Hvorfor det, kunne man fristes til at spørge?

Svaret er, at vores udgangspunkt er så lavt og regeringens beregning for minimumsnormeringer er overordnet på landsplan, som et gennemsnit for samtlige kommuner.
Så for vores børns skyld - og for at bryde tendensen som den længe har set ud i Kalundborg - så bør vi som ansvarlige politikere se at få afsat nogle midler til dette vigtige område. Pengene får vi via udligningsreformen - vi skal så stille krav op til de årlige budgetforhandlinger om, at vi i Kalundborg kan få mulighed for at udnytte nogle af disse midler, så de ikke skal gå til skattenedsættelser og yderligere polstring af kassen.

Thomas Malthesen Hiorth

Kommunalbestyrelsesmedlem, SF Kalundborg
Azaleavej 22
4470 Svebølle


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0