AnnonceLuk annonce




Militært forhindringsløb i Bevægelsesparken

16-05-2018

Privatfoto

Obstacle Course Racing eller militært forhindringsforløb bliver stadig mere udbredt. Nu er løbeklubben i Høng og Bevæg dig for livet - Løb gået sammen om et kursus for at vise, at det er noget, alle løbere kan få noget godt ud af.

Mod, teknik og råstyrke er på programmet i Bevægelsesparken i Høng 30. maj, hvor løbere kan få fif og tricks til at supplere træningen med Obstacle Course Racing eller mere populært OCR.

"På kurset bliver du introduceret til OCR træning i teori og får prøvet det på egen krop i praksis. Du får mulighed for at se løb i et nyt perspektiv og får en øjenåbner for, hvordan dine omgivelser kan tilføre dine løbeture en omgang funktionel træning. Det lyder måske ligetil, men der er god grund til at få en grunding indføring i de tekniske færdigheder og lære at tilrettelægge din træning", siger Christina Otto Jensen, der er løbekonsulent hos Bevæg dig for livet - Løb.

Rå udendørstræning
På kurset arbejdes med mod, teknik og råstyrke gennem en række løfte-, bære-, slæbe-, skubbe- og forceringsøvelser målrettet de udfordringer, man typisk møder ved OCR løb. Hele kroppen kommer i spil - både mentalt og fysisk.

”OCR er for alle, og alle kan være med. Uanset om man er eliteudøver eller motionist, har man til OCR løb været igennem nøjagtig de samme forhindringer på trods af helt forskellige forudsætninger", siger Nikolaj Haulik, der er underviser på kurset.

"OCR handler selvfølgelig om motion, men når man træner i klub, er man aldrig alene. For os er sammenholdet og fællesskabet det vigtigste. OCR handler nemlig rigtig meget om at hjælpe hinanden ved forhindringerne, det gælder både til træning og motionsløb. Det vil også fylde en del på kurset, så kursisterne fornemmer vigtigheden", fortsætter Nikolaj Haulik.

Det kan vi også i løbeklubben
"I Høng Løbeklub går vi ind for varieret træning, og vi er altid åbne over for nye muligheder. Flere i klubben har allerede forsøgt sig med OCR løb, men med dette kursus får ikke kun vores medlemmer, men alle mulighed for at være med og prøve det af på egen krop", siger Kristine Ruus, der er formand i Høng Løbeklub og fortsætter:

"Jeg er sikker på, at OCR slet ikke er så grænseoverskridende, som de fleste umiddelbart tror. Ved at bruge vores nye, lokale bevægelsespark får vi også nye idéer til, hvordan vi kan bruge uderummet i Høng til bevægelse og aktivitet."

Teknik og styrke
Det er fysisk hårdt og konditionskrævende at udøve OCR, men det skal også være sjovt. Derfor er træningen målrettet motionisten, og der stilles ikke krav til løbeniveau. Alle kan være med på kurset, og deltagerne får nogle redskaber med hjem, som de kan bruge efterfølgende.

Tid og sted
Kurset finder sted onsdag d. 30. maj 2018 kl. 18.00-20.30 i Bevægelsesparken ved Høng Hallen, Rosenvænget 23, 4270 Høng. Læs mere og tilmeld dig via www.dgi.dk/201817068004 senest d. 27. maj.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0