AnnonceLuk annonce




20 år: Meget mere end suppe – steg og is

20-08-2019

Kim Kok i køkkenet i Ubby Forsamlingshus. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Kim Nielsen, indehaver af Kim Kok i Ubby, har nu i 20 år stået i spidsen for køkkenet i Ubby Forsamlingshus, og der er langt mellem en helt traditionel suppe, steg og is menu.

57-årige Kim Nielsen, eller bare Kim Kok, for det er det som firmaet hedder, har i 20 år været forpagter af køkkenet i Ubby Forsamlingshus, 20 spændende år hvor der ikke er meget forsamlingshusstemning over køkkenet.

20-års jubilæet fejres søndag d. 1. september, hvor der bydes på mad og drikke.

”Det jeg frygtede mest da jeg startede, var at jeg skulle stå med suppe, steg og is hver weekend, så jeg lavede et helt andet menukort med forslag til en række spændende menuer, og min svigermor sagde dengang, ’det kan du godt pakke sammen, det overlever du ikke med hvis du ikke har suppe, steg og is, vi er på landet’, men folk var klar til at prøve noget nyt, og det er faktisk sådan at jeg højest laver suppe, steg og is fem gange om året,” fortæller Kim Nielsen.

Kim Nielsen kom til Ubby Forsamlingshus lige inden den store ombygning af forsamlingshuset startede, og var selv med til at bestemme hvordan køkkenet skulle indrettes.

”Jeg forkastede tegningerne tre gange, og til sidst kom arkitekten med et blankt stykke papir, og sagde, tegn det køkken du vil ha’,” fortæller Kim Nielsen.

Kim Kok har mange faste kunder, og leverer mad til alt fra barnedåb til begravelse, og det ind imellem, en stor del af omsætningen kommer fra mad ud af huset, og for Kim Kok er det vigtigt at maden er spændende og udfordrende, og at der er stor fokus på kvaliteten.

Kim Nielsen løser alle opgaver, om det er til det lille selskab, eller den store halfest.

”Som det største, har vi leveret 1100 kuverter på en dag, så er der travlt i køkkenet,” fortæller Kim Kok, som igen i år skal levere maden til den store julefrokost i Hvidebækhallen med Sømændene, og aftalen er også i hus til næste års ældrefest, som også afholdes i Hvidebækhallen.

Mad til kongehuset

Kim Kok har også gennem flere år leveret mad til kongehusets medlemmer.

Flere gange har Kim Nielsen leveret mad til store godser på Vestsjælland hvor repræsentanter fra kongehuset har deltaget.

”Jeg har leveret mad to gange hvor H.M. Dronningen har været gæst, men også Kronprinsen har spist min mad og så har jeg vel lavet mad mindst 100 gange inden for de sidste 14 år, hvor Prins Henrik har været en del af selskabet,” fortæller Kim Nielsen.

20-års jubilæet markeres med et åbent hus-arrangement i Ubby Forsamlingshus søndag d. 1. september fra kl. 13 til 17, hvor Kim Kok serverer mad, drikke og der vil også være musik



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0