AnnonceLuk annonce




Teater for børnene i efterårsferien

08-10-2019

Der er teater for børn i efterårsferien.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Efterårsferien byder på teater for både de helt små og lidt større børn.

Lørdag den 12. oktober er der teaterforestilling på Skolen På Herredsåsen, hvor teatertruppen Kriskat kommer på besøg med teaterstykket B-bumm – en smuk forestilling om vores fine hjerte.

I hjerterummet høres lyden af en rolig puls.
Et landskab af hæklede blomster i gyldne, rødlige farver.
Her arbejder Katharina og Heidi med rør: lange, søde, frække, forsigtige, tynde, tossede rør – fantastiske forbindelser bliver skabt. 

Forestillingen spiller både kl. 10 og kl. 11:15. Den varer 35 minutter.

Gimle Kulturhus præsenterer teaterforestillingen 

Freddy og Far 

Onsdag den 16. oktober kl. 14 – 14.40 åbner Gimle Kulturhus dørene til en varm og finurlig teaterforestilling for børn i alderen 4-10 år.  Det er teater TT, som spiller forestillingen ”Freddy og far”. Forestillingen tager fat om de store spørgsmål og længsler, vi alle går og tumler med.

Det er stort teater i miniformat. En fortælleteaterforestilling, som bliver en tryg og tæt oplevelse om nærhed, mod og kærlighed.  Freddy er en forældreløs cirkustjener - nu også uden cirkus, for Cirkus er lukket.  Freddy går alene ud i verden - med åbent sind og cirkus i hjertet. Her møder han sømanden Svend, og får hans historie. Historien om at følge sin stjerne, verden og livet rundt, til lands og til vands, og finde en søn. Nu rejser Freddy omkring og fortæller Svends historie. For så længe der stadig er nogen, der fortæller historien om én, så længe er man ikke helt væk.

Den grimme ælling- musikalsk dukkemagi for de mindste

Lørdag den 19. oktober kl. 10.30 får Svebølle Kvik Bibliotek besøg af Teatret Lampe med deres anmelderroste stykke ”Den Grimme Ælling”.

I reden er der æg. Tre små og ét stort. Ud kommer tre gule ællinger - og en stor grå. Vi ser den kluntede og nysgerrige ælling møde verden, overvinde livets forhindringer, og til sidst blive en flyvedygtig svane. Det er en sprudlende ny udgave af den klassiske historie om den grimme ælling, der må så meget igennem, før der endelig er lys forude. Stykket er tilsat stemningsfuld musik, der får både store og små til at nyde eventyret i fulde drag. 

”Den Grimme Ælling” er for de 2-5 årige. Billetter til alle forestillinger købes via kalundborgbib.dk under ”det sker”.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0