Nyhed: Massage på vingården

Katrine Birkemos Olsen i sit nye lokale på Dyrehøj Vingård. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Ægteparret Katrine og Claus Birkemos Olsen er rykket ind på Dyrehøj Vingård på Røsnæs, med deres helt nye firma By Birkemos, hvor der tilbydes massage, refleksterapi, farvning af bryn og vipper og voksbehandlinger. Der er åbningsreception på lørdag d. 12. januar

Katrine og Claus Birkemos Olsen er sprunget ud som selvstændige erhvervsdrivende med deres nye firma By Birkemos, hvor der tilbydes massage, refleksterapi, farvning af bryn og vipper og voksbehandlinger. Det nye firma har lejet sig ind i hovedbygningen på Dyrehøj Vingård på Røsnæs, hvor det bliver Katrine Birkemos Olsen som kunderne møder, mens Claus skal stå for markedsføring og administration, samtidig med at han passer sit job som mekaniker.

Katrine Birkemos Olsen er uddannet alternativ kosmetolog i 2008 og senest har hun uddannet sig som refleksterapeut.

Åbner når kunderne har tid

By Birkemos får ingen fast åbningstid, men vil være åben når kunderne har behov, dvs. at der bookes en tid online, og det kan lige så godt være til en lørdag formiddag eller en tirsdag aften kl. 19, så på den måde er det meget fleksibelt for kunden.

På Dyrehøj Vingård er der fred og ro og højt til loftet, og det betyder noget når kunden fx skal have massage.

”Jeg kan da sagtens se at et ægtepar kommer sammen, så kan den ene få massage mens den anden går en tur over i vingårdens forretning og får et glas vin, en kop kaffe eller går en tur i vinmarkerne,” siger Katrine Birkemos Olsen, og fortsætter,

”Folk kommer tit top stresset, her er der fred og ro og højt til loftet. Jeg har alt for tit oplevet at folk kommer for sent og at jeg skal stoppe behandlingen før tid fordi man lige skal videre til noget andet i en fart, her på Røsnæs kommer man helt ned i gear.”

Ser muligheder

”Vi ser muligheder i at Katrine åbner her på vingården, hvor et af vores lokaler kan blive brugt til et godt håndværk, så vi støtter selvfølgelig op, og i og med at gårdbutikken har åben hver dag, så har vi mulighed for at hjælpe hinanden, det er altid godt med nogle nye tiltag,” siger Camilla Stenrand, butiksansvarlig på Dyrehøj Vingård.

Åbningsreception på lørdag

Åbningen af By Birkemos fejres med en reception på lørdag d. 12. januar mellem kl. 13 til 16, hvor familie, venner, samarbejdspartner samt kunder inviteres til hyggelige timer i de nye lokale. Der vil blive serveret lidt forfriskninger til ganen og maven.

By Birkemos facebookside, klik her

Del