AnnonceLuk annonce




Maritimt værksted vil udvide med museum

09-08-2020

Af Jens Nielsen

Det Maritime Værksted er den nye aktivitet der er skabt i det gamle pakhus ved havneparken. Gruppen bag nyskabelsen vil gerne udvide med mere plads, bl.a. til et museum.

Kalundborg Kommune købte tilbage i efteråret 2017 det gamle pakhus som ligger op til havneparken i Kalundborg. Lejerne flytter lige så stille ud, for planen er, at Kalundborg Kommune vil etablere en form for kulturhus i bygningen, men indtil der er penge til projektet, har en gruppe skibs interesserede kalundborggensere fået lov til at låne nogle af lokalerne til Det Maritime Værksted, et værksted hvor ideen er at restaurere gamle både og gamle motorer.

Egentligt havde bestyrelsen fået en opsigelse af lokalerne inden de faktisk var kommet i gang, men det var åbenbart en fejl, så nu er opsigelsen trukket tilbage, og det glæder bestyrelsen.

”Vi tog kontakt til en række politikere, bl.a. Martin Schwartzbach, og så skete der noget i sagen, nu har vi fået lov til at blive og fået besked på, at det var en fejl,” fortæller formand for Det Maritime Værksted, Peter Andreasen, og fortsætter,

”Der er stadig masser af plads i det gamle pakhus, og vi kunne godt bruge mere plads, både til reparation af de gamle både og motorer, men vi har også planer om at lave et maritimt museum og måske også muligheden for at kunne tilbyde en række af foredrag.”

Poul Henrik Blasen Nielsen har sit eget lille museum på sin privatadresse, og det vil han donere til foreningen som en start på et måske kommende maritimt museum.

”Jeg vil donere hele min samling til foreningen, men jeg vil være sikker på, at det bliver her, det er noget jeg har samlet gennem mange år, bl.a. er der en bogsamling på 300 bind,” fortæller Poul Henrik Blasen Nielsen.

Folkene bag Det Maritime Værksted håber også på, at noget af det gamle havnemiljø kan bibeholdes i havneparken, bl.a. med et museum, udstilling af gamle motorer og skibe.

”Når man kikker på andre havne, bl.a. Holbæk, så er der vældig aktivitet som trækker mange folk til. I Holbæk har de en hal på omkring 700 kvadratmeter hvor skoleelever kan komme ned og være med til at bygge både som en del af undervisningen, det er noget de satser meget på, og vi håber at den samme interesse kunne komme her i Kalundborg, så noget af den gamle historie og det gamle miljø kunne bibeholdes,” siger Hardy Bruun, næstformand i Det Maritime Værksted.

Lørdag formiddag var nogle af medlemmerne til stede i værkstedet ved havneparken, her blev startet en gammel Bukh motor op fra 1933. Motoren vejer hele 900 kg. og yder bare 15 HK.

Interesserede som vil høre mere om det Maritime Værksted er velkommen hver torsdag fra kl. 19-21.30 var medlemmer mødes.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0