AnnonceLuk annonce




Maritimt politi uddelte mange bøder

10-08-2020

Af Jens Nielsen

Lørdag var Midt- og Vestsjællands Politi på Kalundborg Fjord og i Nekseløbugten ved Havnsø med deres maritime afdeling. Der er blevet uddelt mange bøder til bådejere.

Weekendens flotte vejr lokkede rigtigt mange både på vandet, men det fik også den maritime afdeling fra Midt- og Vestsjællands Politi til at rykke ud i en hurtiggående gummibåd fra Vestsjællands Brandvæsen, for at tjekke om alle forhold var i orden i forhold til at sejle i speedbåd. Ikke alle havde styr på papirerne, og det sejlende politi har uddelt 19 bøder for forskellige forseelser.

11 førere havde ikke medbragt forsikringscertifikat, de kan alle vente en bøde fra politiet på 1000 kr.

En blev sigtet for ikke at have sit speedbådsbevis med, det koster også 1000 kr., mens to slet ikke havde erhvervet et speedbådsbevis, her er bødestraffen på 5000 kr. til hver.

Tre blev sigtet for at sejle nærmere end 300 meter fra kysten med en fart på mere end fem knob. Her er bøden på 5000 kr. første gang, og sker det mere end en gang stiger bøden til 10.000 kr.

Endelig kan to sejlere se frem til en bøde på minimum 1000 kr. for ikke at have tegnet den lovpligtige forsikring. Bødestørrelsen udregnes efter hvor lang tid ejeren har sejlet efter, at forsikringen skulle have været betalt.

Politiet vil opfordre til, at sejlerne sætter sig godt ind i reglerne for sejlads og tænker på sikkerheden både i og omkring båden. Desuden takker det sejlende politi for det gode humør på vandet lørdag eftermiddag. 

Politiets maritime kontroller fortsætter i hele politikredsen de næste uger, hvor vejret kan forårsage flere sejlere på vandet. Derfor kan sejlere og strandgæster forvente at se politiet til søs hen over de næste uger.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0