AnnonceLuk annonce




Mange sigtelser til tre narkobilister

03-02-2021

Af Jens Nielsen

Inden for det sidste døgn har politiet stoppet tre narkobilister i Kalundborg Kommune. Ud over narkokørsel blev de tre, alle yngre mænd, også sigtet for bl.a. kørsel uden førerret, sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen og en bil blev beslaglagt.

Tirsdag formiddag standsede en politipatrulje en 25-årig mand fra Haslev i en personbil på Hovedgaden i Høng. Den 25-årige havde aldrig erhvervet et kørekort og var desuden påvirket af euforiserende stoffer. Han blev derfor sigtet for narkokørsel og kørsel uden førerret, og anholdt for at få udtaget en blodprøve. Herefter blev den 25-årige løsladt, men vil høre mere i sagen, når politiet får resultatet af blodprøveanalysen.

Stoppet for tredje gang på tre dage

Tirsdag kl. 18.50 sigtede og anholdt politiet en 25-årig mand fra Holbæk kommune, der kørte bil i narkopåvirket tilstand på Nykøbingvej i Snertinge.

Det var 3. gang inden for bare tre dage, at politiet sigtede den 25-årige for narkokørsel. Den 31. januar blev han standset hele to gange blev anholdt og sigtet for narkokørsel, hvor han blev testet med narkometeret, som viste positiv for metamfetamin og hash.
Den 25-årige fik udtaget blodprøve, hvorefter han blev løsladt. På baggrund af de mange sager beslaglagde politiet mandens bil med henblik på konfiskation. Han fik desuden inddraget sin førerret midlertidigt, mens sagerne behandles. Retten vil senere tage stilling til frakendelse af kørekortet og endelig konfiskation af bilen.

Utilfreds narkobilist kaldte betjente ukvemsord

Tirsdag aften kort før midnat holdt en patrulje i krydset ved Klosterparkvej/Esbern Snaresvej i Kalundborg, da de bemærkede en bilist, som kom kørende bag fra og placerede sig i venstresvingsbanen ved siden af patruljebilen. Bilisten kørte frisk til, overskred spærrelinjerne da han kørte ind i svingbanen og kørte en meter frem foran stoplinjen i krydset, før han holdt for rødt lys. Da lyssignalet i krydset blev grønt, svingede bilisten ned ad Esbern Snaresvej, og patruljen kørte efter for at standse bilisten, der blev stoppet ved Circle K tankstationen.

Føreren af bilen, en 26-årig mand fra Kalundborg, blev skønnet påvirket, så patruljen testede ham for både alkohol og narko. Narkometertesten gav udslag for hash, så den 26-årige blev foruden sigtelserne for ikke at følge vejafmærkningen ved krydset, også sigtet for narkokørsel, anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse.

Den 26-årige hidsede sig op på patruljen og kaldte betjentene alverdens ukvemsord. Den anholdte blev derfor sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen, da hans fornærmelser blev sagt højlydt i andres påhør, hvilket var egnet til at forstyrre den offentlige orden.

Den anholdte blev taget med på politistationen, hvor han faldt til ro og blev afhørt til sagen. Han fik herefter udtaget en blodprøve på sygehuset, hvorefter han blev løsladt. Den 26-årige kan forvente at høre mere fra politiet i sine sager.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0