AnnonceLuk annonce




Mand ramt af skud søndag aften

09-12-2018

En del af Skovbrynet var afspærret mens politiets hunde arbejdede i området. Foto: Jens NIelsen

Af Jens Nielsen

En 22-årig mand er blevet ramt af et eller flere skud søndag aften i Kalundborg. Politiet er i øjeblikket på bar bund i sagen.

En mand henvendte sig først på aftenen, sammen med en række kammerater, på Sundheds- og Akuthuset i Kalundborg, fordi han var blevet ramt af et eller flere skud.

Manden er med ambulance kørt til Holbæk Sygehus.

Politiet var massivt til stede ved Sundheds- og Akuthuset med fem patruljevogne og 10 mand, søndag aften omkring kl. 20, men ifølge politiets indsatsleder er de på helt bar bund i sagen.

”Det er ikke fordi vi ikke vil fortælle noget, vi aner simpelthen ikke hvad der er sket, vi ved at en mand er ramt af et eller flere skud og er kørt til hospitalet, men vi har ingen oplysninger om hvad der er sket og hvor det er sket, de kammerater vi har talt med er meget lidt meddelsomme, men vi har et par efterforskere på vej til Holbæk Sygehus for at afhøre ham som er ramt af skud,” fortæller Flemming Krog-Meyer, indsatsleder ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Flere patruljevogne kørte rundt i området omkring Klosterparkvej efter skudepisoden og bl.a. var dele af Skovbrynet afspærret et kort øjeblik mens politiets hunde arbejde i området.

Vagtchefen hos Midt- og Vestsjællands Politi oplyser søndag aften at den 22-årige er tilsyneladende blevet skudt, mens han sad i en bil. Politiet er ved 21.30-tiden ikke helt sikker på, hvor skyderiet fandt sted, men mener, at det er sket omkring klokken 19.25 på Klosterparkvej i nærheden af Rema 1000.

Bilen, som offeret sad i, er blevet fundet af politiet i området.

Den 22-årige skulle i følge politiet være uden for livsfare.

Er der borgere som har hørt eller set noget, bedes de ringe til Midt- og Vestsjællands Politi på tlf. 114

TV-Kalundborg følger sagen…..



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0