AnnonceLuk annonce




Man ser kun rigtigt med hjertet

18-10-2018

Teaterformidlingen Femkanten har forestillingen ’Den lille prins’ på plakaten tirsdag d. 23. oktober. Den elskede og poetiske fortælling af Antoine de Saint-Exupéry fra 1943 bliver sat på scenen i et samspil mellem skuespillere og dukker.

Hvis man kommer dumpende ned på jorden fra en fremmed planet, så vil det være meget vanskeligt at begribe, hvordan tingene hænger sammen. Hvordan forstår man lige regenter, forretningsmænd, modefolk, videnskabsmænd eller stofmisbrugere, hvis man kommer fra et sted, hvor det vigtigste er at lære at elske sin rose og tæmme en ræv.

Den lille prins rejser fra sin lille planet, B612, for at opleve en større verden. Han kommer til andre planeter, men lander i en ørken på Jorden, hvor han møder en pilot, der er styrtet ned med sit jagerfly og nu forsøger at reparere det.  Det første den lille prins siger er ’Vil du ikke godt tegne et får til mig?’  Og så er historien i gang, og et forhold opstår mellem de to, som begge er 'faldet ned fra himmelen'.

Det er vanskeligt at sige om den eventyrlige fortælling om Den Lille Prins specielt er for voksne eller for børn. Det er måske netop det, der gør den så levedygtig, udbredt og elsket.  Teater Next har i deres udgave også lavet en version, der taler til alle aldre. Ved at forene dukker og levende skuespillere på scenen er der spillerum for flere planer.

Antoine de Saint-Exuperys fortælling er ikke en Peter Pan-historie om aldrig at blive voksen. Det er tværtimod en historie om, langsomt, og lidt lattermildt, at forstå den voksne verden og alle dens mærkværdigheder, om at indse ens eget ansvar – for sin egen planet, for sin egen blomst, om at passe på noget mere end sig selv.

Forestillingen spilles på Kalundborg Gymnasium og varer en time. Den starter allerede kl. 19, så de yngste, inden de skal sove, kan nå at tænke over, hvordan man tegner et får. Billetter kan skaffes via Femkantens hjemmeside www.5kanten.,dk.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0