AnnonceLuk annonce




Malermester fejrer 100-års jubilæum

03-04-2017

Malermester Janni Falster sammen med sin far Terkel Falster, som nu er gået på pension. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Malermester Janni Falster, Kalundborg, kan trods hun kun er først i 30’ erne, fejre 100-års jubilæum i det gamle familiefirma. Jubilæet markeres med en reception på fredag d. 7.april.

Tilbage i 1917 slog Thorvald Emil Jensen, fra Sydsjælland, sig ned som maler på Kåstrupvej i Tømmerup, nu 100 år efter er det 4. generation i familien som svinger pensel og malerrulle.

I dag er det Janni Falster som står i spidsen for ’Malerfirmaet Falster ApS’, Janni overtog det gamle familiefirma med stolte traditioner sidste år, efter at hendes far, Terkel Falster, i næsten 30 år har været malermester, og før ham var det farfar Willy Jensen, som i en lang årerække var mester efter Thorvald Emil Jensen.

Janni Falster er således 4. generation i firmaet, men faktisk er hun 5. generations maler i familien, idet tipoldefaren også var maler.

For 100 år siden bestod opgaverne i at male hestevogne, stuer skulle tapetseres, der skulle kalkes og hvidtes. Stuebordene hos kunderne blev brugt som tapetser borde og tapetklisteret blev kogt på kundernes komfur, men sådan er det absolut ikke længere, i dag driver Janni Falster en moderne malermester virksomhed, som beskæftiger tre svende og en lærling. Kunderne er store og mindre boligselskaber samt private kunder.

Janni Falster er ikke helt ny i firmaet, hun startede nemlig i lære som maler i 2006 og har været der lige siden.

Reception på fredag

100-års jubilæet fejres nu på fredag d. 7.april mellem kl. 12 og 16 i BH’s lokaler, Nygade 5 i Kalundborg



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0