AnnonceLuk annonce




Kendt kunstner hylder J. Th. Lundbye på udstilling 

15-10-2019

Den internationale kendte billedkunstner, Maja Lisa Engelhardt udstiller på Bispegården. Foto: Jens Nielsen

kontakt@tv-kalundborg.dk

Den internationale kendte billedkunstner, Maja Lisa Engelhardt, er opvokset på Kalundborgegnen i et lille husmandssted ved kysten nær Saltbæk. På et tidligt tidspunkt i sin opvækst blev hun bl.a. gennem inspiration fra Kirkegårds litteratur klar over, at hun ville være kunstner og hun blev for alvor fast i troen, da hun opdagede, at en af Danmarks mest betydningsfulde malere gennem tiderne guldaldermaleren J. Th. Lundbye var født i hendes by, Kalundborg.

Maja Lisa Engelhardts kærlighed til Lundbye har været livslang, og Lundbye har gennem hele hendes karriere været til stor inspiration. Derfor var det også helt naturligt, at Maja Lisa Engelhardt engagerede sig helhjertet i sidste års succesrige Lundbyefestival i Kalundborg, hvor byen fejrede 200 året for Lundbyes fødsel. Og nu følger Maja Lisa Engelhardt op med sine helt egen hyldest til Lundbye. Det sker på Bispegårdens kommende udstilling, hvor det er lykkedes Kalundborg Kunstforening at få engageret Maja Lisa Engelhardt til at udstille.

Kunstnerens hommage til Lundbye udfolder sig ved, at hun med udgangspunkt i Lundbyes hovedværk En Dansk Kyst har udført et monumentalt oliemaleri med hendes version af kysten på hendes hjemegn. Og som en række sten eller satellitter omkring den betagende kyst har Maja Lisa Engelhardt udført 28 monotypier. Maleriet og monotypierne udstilles for første gang på Bispegårdsudstillingen. 

Maja Lisa Engelhardt er en af Danmarks mest anerkendte kunstnere. Hun har siden 1980 boet i Asger Jorns gamle hus i Paris sammen med sin mand kunstneren Peter Brandes. En del af tiden tilbringer hun i sit hus nær Kalundborg. Maja Lisa Engelhardts kunst er repræsenteret på en mængde danske og udenlandske museer og hun er tilknyttet Galleri Moderne i Silkeborg samt Elizabeth Harris Gallery i New York. Maja Lisa Engelhardt har udsmykket 31 kirker i Danmark bl.a. bronzeporten til Viborg Domkirke. I USA er det indtil nu blevet til 3 kirkeudsmykninger i New York, Michigan og Los Angeles. Af monumentale udsmykninger er Maja Lisa Engelhardt bl.a. kendt for sine udsmykninger på 3 danske universiteter, Højesteret, Landbohøjskolen, Christiansborg og Nykredits Hovedsæde. Lokalt kan man se Maja Lisa Engelhardt udsmykninger i Raklev Kirke og Raklev Skole.

Der er fernisering lørdag den 26. oktober 2019 kl. 14, hvor kunstnerne vil være tilstede. Udstillingen varer til søndag den 15. december 2019. Udstillingen åbnes i øvrigt af borgmester Martin Dam, på Bispegården. I udstillingsperioden arrangeres der foredrag og rundvisninger, og Kalundborg Kunstforening udgiver ydermere et udstillingskatalog.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0