AnnonceLuk annonce




Lyserød Lørdag med Stafet For Livet

29-09-2020

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Lørdag den 3. oktober bliver der afholdt Lyserød Lørdag flere steder i Kalundborg, og Stafet For Livet er med på Solskinspladsen i Kordilgade, hvor man vil fortælle om Stafet For Livet samt om foredrag og film i Kino Den Blå Engel den 19. oktober.

Stafet For Livet Kalundborg deltager i Lyserød Lørdag, hvor de vil stå på Solskinspladsen sammen med Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling i Kalundborg fra kl. 10 - 13. Her vil man informere om Stafet For Livet, som man håber at kunne afholde den 12 – 13. juni næste år - og dermed vise tidligere og nye deltagere, at vi er klar til at smøge ærmerne op og planlægge en ny stafet. Ud over at høre om Stafet For Livet Kalundborg, kan man ligeledes støtte ved at donere penge til stafetten eller købe stickers med logo. 

Foredrag og film

Den 19. oktober er der ydermere foredrag med Arne Notkin, tidligere chef for DR 2, forfatter, underviser og journalist, i Kino Den Blå Engel.

”Vi har inviteret journalist Arne Notkin til at fortælle om sit kræftforløb. Arne Notkin fik stillet diagnosen aggressiv lymfekræft i oktober 2017.  I marts 2018 blev han erklæret fri for kræft. Men før Arne kom i behandling, måtte han kæmpe med systemet for at få den rigtige diagnose. Blandt andet måtte han selv betale en undersøgelse, som forhindrede, at han fik en forkert operation, der kunne have slået ham ihjel. Hvis Arne ikke havde haft ressourcer, er det ikke sikkert, at han havde overlevet kræften. Hør hele hans historie og om ulighed i sundhed til foredraget,” fortæller Rikke Dybkjær Meltz, der er en del af styregruppen bag Stafet For Livet Kalundborg.

Foredraget bliver fulgt af filmen En Flænge i Himlen, som handler om to unge mennesker, Gus og Hazel, som begge kæmper kampen mod kræft. Hazel og Gus er to usædvanlige teenagere, som deler en skarp humor, en foragt for det konventionelle og en kærlighed, som tager dem - og os - på en rejse. Deres forhold er ydermere mirakuløst, idet de mødtes i en støttegruppe for kræftramte. 

Billet til både foredrag og film sælges via Kino Den Blå Engels billetsystem på deres hjemmeside eller i biografen. Al overskud fra aftenen går til Stafet For Livet.

”Med foredrag og film vil vi gerne bidrage til Kræftens Bekæmpelses event ”Knæk Cancer”, som varer i hele uge 43 og afsluttes med et stort TV-arrangement lørdag aften,” slutter formand for styregruppen bag Stafet For Livet Kalundborg, Ole Lauritzen.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0