Lynghuset i gult

Charlotte Hansen, indehaver af Lynghuset i Gørlev, er glad for sine nye lokaler hvor der ikke lugter af benzin. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Lynghuset i Gørlev er gået i gult, og er helt klar til påsken, og så er indehaver Charlotte Hansen glad for de nye lokaler.

Giftige dampe som trak op gennem gulvet, tvang sidste år Charlotte Hansen til at flytte hendes blomsterforretning Lynghuset i Gørlev.

Midt i november blev døren slået op til nye lokaler på Algade i Gørlev, og det har Charlotte Hansen ikke fortrudt.

”Den nye butik her er bare mere hyggelig at komme ind i, her er mere intimt, og nu kan vi jo fornemme duften af blomster, her er ikke noget som lugter af benzin,” fortæller Charlotte Hansen.

Lige nu er det påskebuketter og dekorationer som der er travlt med i Lynghuset.

”Kunderne kan godt lide gult til påske, og selv om der måske ikke sælges så mange værtindebuketter i år grundet corona, så sælger vi meget gult, både buketter, dekorationer og lækre delikatesser sammen med en blomst,” fortæller Charlotte Hansen, og fortsætter,

”Og i år falder påsken så det passer med at påskeliljerne blomstrer.”

Blandt påskevarerne er også søde påskekyllinger udført i glas fra firmaet Glas-Skaaret.

Del