AnnonceLuk annonce




Rekordstort besøgstal

24-08-2018

J. Th. Lundbye udstillingen på Bispegården i Kalundborg er meget populær.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk 

Lige nu er Bispegården i Kalundborg aktuel med privatejede værker af guldaldermaleren J. Th. Lundbye, og udstillingen, der er en del af sommerens otte ugers Lundbyefestival, sætter ny rekord, hvad angår besøgstal. 

Mere end 2.500 gæster har indtil nu været forbi J. Th. Lundbye udstillingen på Bispegården i Kalundborg, som vises til og med søndag den 2. september.

”Det er det største antal besøgende til en udstilling på Bispegården nogensinde, og flere end til udstillingen "Kunst og kunstnere på Kalundborgegnen" tidligere på sommeren. Den blev set af 2.246,”fortæller festivalkoordinator Holger Prehnum. 

J. Th. Lundbyeudstillingen har i øvrigt fået en flot anmeldelse i Kristeligt Dagblad, hvor den har fået fem ud af seks mulige stjerner.

"Udstillingen bør ses dvælende. Hele tiden er der mere at finde… Man oplever udstillingen med en glæde, der vokser, mens man ser,"skriver avisens kunstanmelder, Claus Grymer.

Glæder sig over opbakning

Kalundborg Kunstforening, der står bag arrangementet, glæder sig også over den store opbakning til projektet.

”Næsten alle arrangementer har været udsolgt, og i flere tilfælde er der blevet lukket flere ind, end der var udbudt billetter til. Undtagelse er koncerten i Vor Frue Kirke 19. august med sange fra guldalderen var dog knap udsolgt, men der er også plads til 230 i kirken,”siger Holger Prehnum.

Kalundborg Museum, som viser en udstilling med museumsejede Lundbyeværker, har også haft tre gange flere besøgende i juli, end normalt, fortæller Holger Prehnum.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0