AnnonceLuk annonce




Endnu en hyldest til J. Th. Lundbye

23-05-2021

Arkivfoto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Guldaldermaleren J.Th. Lundbye er omdrejningspunktet for endnu en festival i Kalundborg. Mere end to måneder med blandt andet udstillinger, koncerter, foredrag, teater, guidede ture, og meget mere. Det er, hvad interesserede har at se frem til fra den 3. juli, hvor Lundbye Kunstfestival officielt åbner.

I sommeren 2018 blev guldaldermaleren Johan Thomas Lundbyes (1818-1848) 200 års fødselsdag fejret i Kalundborg med en festival, der blev en stor publikumssucces med 12.000 festivalgæster. I sommeren 2021 bliver der endnu engang budt op til en Lundbye Kunstfestival, som strækker sig over mere end to måneder med 60 arrangementer på programmet, herunder udstillinger, koncerter med klassisk musik og jazz, foredrag, guidede ture og en landsdækkende fotokonkurrence og meget mere. 

”Vi havde en succes i 2018, hvor vi fejrede 200 året for Lundbye, og der fandt vi ud af, at der er grundlag for at lave den slags kulturarrangementer i Kalundborg. Alle arrangementer til festivalen i 2018 var udsolgt, og vi havde 12.000 besøgende. I år er det hele nyt, de 60 arrangementer er alle noget, der ikke var med sidst. Der har aldrig været noget tilsvarende i Vestsjælland med så mange arrangementer, og vi har sat baren højt,”fortæller Holger Prehnum, der er formand for Lundbye Festival.

Store mængder materiale til Guldalderfestival 

Formanden for kunstfestivalen fortæller ligeledes, at Guldalderen netop er kendt ved at kunst, kultur og videnskab flød sammen, og at der bestemt er materiale nok til at lave en Guldalderfestival hvert år, men at det også er et stort stykke arbejde, og at der skal være ressourcer til det.

”Alle de billedhuggere, forfattere, filosoffer, kunstmalere, digtere osv., som man husker i dag, levede i Guldalderen. Det er alle dem, man kender. Der er bestemt materiale nok til, at man kan lave den slags arrangementer hvert år, men der skal også være ressourcer til det. Heldigvis er kommunen blevet meget engageret i det også, og skal man lave den slags, er det også nødvendigt. Men det er et stort arbejde, men man kunne godt lave en Guldalderfestival måske hvert 3. år,” siger Holger Prehnum. 

Lundbye Kunstfestival åbner den 3. juli på Bispegården, hvor der samtidig er fernisering på en udstilling med billeder af Hans Sørensen og Mogens Balle samt en markering af Bispegårdens 40 års jubilæum som udstillingssted. Allerede dagen efter, den 4. juli, indvies otte nye Lundbye landmarks – steder, hvor J.Th. Lundbye fandt motiver til skitser og malerier. På Bispegården den 7. august åbner festivalens hovedudstilling med privatejede værker af J.Th. Lundbye, P.C. Skovgaard og Lorenz Frølich. Hovedudstillingen fortæller om venskabet mellem de tre. På Lerchenborg åbner dagen efter en udstilling keramik af Anne Rolsted og fotos fra festivalens fotokonkurrence. På Lundbyes fødselsdag den 1. september indvies en bronzeskulptur af kunstneren, skabt af Maja Lisa Engelhardt. Kalundborg Museum viser i hele festivalperioden også en udstilling med billeder af de tre guldaldermalere.

Derudover vil der også være udstillinger med de mere nutidige kunstnere Mogens Balle og Hans Sørensen, som også var venner. Sammen og hver for sig har de sat deres præg på kunstlivet i og uden for Kalundborg. Galleri Gry viser i hele festivalperioden ydermere en udstilling på Dyrehøj Vingaard på Røsnæs med værker af Hans Sørensen og Mogens Balle.

Bliv klogere på guldalderen

Lundbye Kunstfestival byder på flere foredrag om den periode i 1800-tallet, vi kalder den danske guldalder. Der er foredrag om venskabet mellem de tre guldalderkunstnere J.TH. Lundbye, Lorenz Frølich og P.C.Skovgaard, om guldalderkunsten generelt og om guldalderens betydning for den måde, vi forvalter naturen på i dag. Man kan også komme tæt på de udstillingsaktuelle Mogens Balle og Hans Sørensen. Deres liv og virke bliver beskrevet i i alt fire foredrag.

Under Lundbye Kunstfestival kan man også komme på ture med guide til de særlige Lundbye landmarks i og ved Kalundborg – det vil sige steder i byen og landskabet, hvor J.TH. Lundbye fandt motiverne til nogle af sine billeder. Ligesom der er byvandringer til steder i Kalundborg, der er knyttet til kunstnerens navn. Man kan også komme lidt væk fra Kalundborgegnen ved, at tage på museumstur til København og til steder i Nordvestsjælland, som Lundbye besøgte, og som betød meget for ham.

Lundbye Kunstfestival har også musik på programmet. Bl.a. en jazzkoncert, der knytter sig til udstillingen med Hans Sørensen og Mogens Balle. Ligesom der er cellotoner fra guldalderen og en aften med sange fra højskolesangbogen med vægt på Lundbyes tid. En helt særlig koncert kombinerer nykomponeret musik med billeder og oplæsning, og Vor Frue Kirkes klokkespil bidrager også til de musikalske oplevelser.

Lundbye på scenen

Under Lundbye Kunstfestival bliver J.Th. Lundbyes univers gjort levende med to helt nyskrevne forestillinger. Den ene er en indstuderet oplæsning af manuskriptet til en forestilling, der bygger på Lundbyes dagbøger og breve. En slags radioteater foran publikum. Den anden er et talkshow, fortælling og oplæsning, om venskabet mellem Lundbye, P.C. Skovgaard og Lorenz Frølich. Derudover vil Susse Wold fremføre H.C. Andersens eventyr ”Snedronningen”.

Festivalen kører fra den 3. juli og frem til den 12. september. Har man lyst til at vide mere om Lundbye Kunstfestival 2021, kan man gå ind på www.lundbyekunstfestival.dk

Den danske Guldalder:

Den danske guldalder er betegnelsen på en periode i dansk kunst- og kulturliv fra ca. 1800 til ca. 1864. I begyndelsen af 1820’erne kan man tale om en egentlig københavnsk kunstskole, der gjorde København til et kunstcentrum på lige fod med München, Dresden, Berlin og andre storbyer i Europa. Det var C.W. Eckersberg og J.L. Lund, der lagde fundamentet til Københavnerskolen gennem deres undervisning af kunstnere som Christen Købke, J.Th. Lundbye, Wilhelm Bendz og Constantin Hansen.

To begivenheder nævnes som begyndelsen på guldalderen: Heinrich Steffens' hjemkomst efter sin dannelsesrejse med efterfølgende foredrag om turen, og Guldhornstyveriet. Den danske kultur blomstrede inden for forskning, litteratur, billedkunst og musik i perioden med personer som fysikeren H.C. Ørsted, digterne Adam Oehlenschläger, N.F.S. Grundtvig, B.S. Ingemann, forfatterne H.C. Andersen og Søren Kierkegaard, maleren C.W. Eckersberg, billedhuggeren Bertel Thorvaldsen og komponisterne C.E.F. Weyse og J.P.E. Hartmann. Guldalderen sluttede omkring 1850, da flere af kunstnerne døde eller holdt op med at udøve deres kunst. Man betragter dog nu nederlaget til Østrig/Preussen i 1864, med den efterfølgende depression, som den endegyldige afslutning af guldalderen. 


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0