AnnonceLuk annonce




Lukker for varme og varmt vand i 48 timer

14-07-2020

Alt er forberedt til mindste detalje inden Kalundborg Forsyning lukker for varme og varmt vand i 48 timer. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Kalundborg Forsyning lukker for varmen og det varme vand i 48 timer, mens der skal arbejdes på hovedledningen, og det kommer til at påvirke 95% af fjernvarmekunderne.

Entreprenører og smede har i lang tid forberedt sig, så nedlukningen af varme og varmt vand varer så kort tid som muligt, alligevel regner Kalundborg Forsyning med, at der går op mod 48 timer før der igen er varmt vand i hanerne.

Fra i dag tirsdag d. 14. juli kl. 20 og til torsdag d. 16. juli kl. 20 vil der ikke være hverken varme eller varmt vand i rørene, oplyser Kalundborg Forsyning.

Forsyningen skal udføre en stor renovering på fjernvarmens hovedledning, som går fra Asnæsværket og frem til booster stationen på Slagelsevej, og som er godt 40 år gammel.

Forsyningen har samlet en række opgaver sammen, så det hele kan laves i en omgang, det største projekt er på Asnæsvej ved virksomheden Unibio, hvor rørene som går under en indkørsel, skal udskiftes.

Entreprenør og smedefirma har i flere uger forberedt på lige netop det arbejde. De gamle rør som ligger i jorden får lov til at blive liggende, og så er der lagt to helt nye rør ned parallelt med de gamle, og alt er forberedt ned til mindste detalje, så nedlukningen tager så kort tid som muligt.

”Vi har forberedt så meget på forhånd som muligt, så vi på dagen kun har otte svejsninger på de store fjernvarmerør,” fortæller projektleder Kenneth Aagaard, Kalundborg Forsyning, og fortsætter,

”I forbindelse med at vi har gravet op har vi fundet varmt grønt vand, det betyder at der er en læk på fjernvarmeledningen, så det er på tide at vi får udskiftet rørene.”

Det er ikke første gang at forsyningen arbejder på den store hovedledning, men til forskel fra de tidligere arbejder, så er der væsentligt bedre plads her, og så håber Kenneth Aagaard, at det bliver sidste gang i mange år, at der skal lukkes for varmen i så lang tid.

Projektlederen oplyser, at før der kan arbejdes på hovedledningen skal den tømmes for 800.000 liter vand. Det bliver gjort med såkaldte mammutsugere, som suger vandet ud af ledningen og kører det til rensningsanlægget på Dokhavnsvej.

Ved tidligere nedlukninger har borgerne haft mulighed for at bade i Kalundborghallen, men på grund af corona situationen kan den mulighed desværre ikke tilbydes denne gang.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0