AnnonceLuk annonce




Loppemarked i havneparken

20-06-2019

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

To søndage i juli og to søndage i august vil der være loppemarked i Kalundborg Havnepark. Der bliver fire tematiserede loppemarkeder, man kan opleve i havneparken. Ét for og til børn, ét med secondhand genbrugstøj og to med brugskunst m.m. Flere af dem er i samarbejde med lokale foreninger.

Nu er der mulighed for at sælge sine brugte sager, eller gå på jagt efter de helt rigtige loppefund, når Kultur og Fritid arrangerer loppemarked i Kalundborg Havnepark. Alle loppemarkeder er fra kl. 11 - 15, og man kan stille op fra kl. 9.

Brugskunst – 7. juli + 21. juli

Glas, møbler, lysestager, lamper, krukker og unikke dimser og dutter. På disse dage kan der sælges og købes brugskunst mv. Man kan gå på jagt efter de gemte loppeskatte, og se om man kan gøre et kup. Børnene kan lege på legepladsen, spille beachvolley eller tage en dukkert i havnen, og der er mulighed for at nyde sin mad.

For børn – 4. august (i samarbejde med Familiehjørnet) 

Søndag den 4. august er der børneloppemarked med Familiehjørnet i Havneparken. Her sælges eller købes børnetøj og legetøj. Man kan selv booke en stand - eller booke et til sit barn.  

Når man er færdig med at handle, er der masser af andre aktiviteter for børn hele dagen. Kl. 13 vises Disneys’ Find Nemo på storskærmen, og Ungdommens Røde Kors kommer forbi med andre sjove børneaktiviteter. Familiehjørnet er en forening for småbørnsfamilier, der laver aktiviteter, arrangementer og events. Følg evt. Familiehjørnet på Facebook ’Familiehjørnet Kalundborg.’

Secondhand tøj – 18. august (i samarbejde med Ungdommens Røde Kors og Røde Kors)

Man kan gå på opdagelse efter unikke genbrugsfund, når Ungdommens Røde Kors i samarbejde med Røde Kors Kalundborg er vært for secondhand-loppemarkedet. Ydermere er der modeshow med modeller i secondhand-tøj, der er særligt udvalgt af Ungdommens Røde Kors. Modeshowet starter kl. 12.

Når man booker en loppestand på et af markederne, følger der et bord med på 183 x 76 cm. Man er også velkommen til selv at medbringe tøjstativer m.m. En stand koster 100 kr., og den kan bookes på www.kalundborghavnepark.dk eller via begivenheden på Facebook. 

Røde Kors

Røde Kors har mange aktiviteter både lokalt, nationalt og internationalt. Hvor der er konflikter eller naturkatastrofer i verden, hjælper Røde Kors de civile ofre med mad, vand, medicin, tøj og andre livsnødvendigheder. I Kalundborg Kommune bidrager de med aktiviteter og ekstra beløb til udvalgte områder. Røde Kors i Kalundborg Kommune har tre genbrugsbutikker, der tjener penge, så de kan hjælpe udsatte og sårbare mennesker, hvor de end er. 

Ungdommens Røde Kors

I lokalafdelingen i Kalundborg er der en gruppe af unge frivillige, der sammen ønsker at gøre en forskel for lokalområdets børn og unge på en sjov og interessant måde. De samarbejder med andre organisationer, og afholder hyggelige møder, hvor man sammen afdækker behovet for nye aktiviteter, starter aktiviteter op, og støtter aktiviteterne, når de kører. Ønsket er at gøre lokalområdet så attraktivt og spændende som muligt for børn og unge. Find dem på Facebook ’Ungdommens Røde Kors – Kalundborg’. 



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0