AnnonceLuk annonce




Lokale ildsjæle udnævnt til æresmedlemmer

23-11-2016

Rigtigt mange medlemmer var mødt op for at fejre 70-års dagen hos KHI. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Kirke Helsinge Idrætsforening udnævnte to æresmedlemmer i forbindelse med at klubben tirsdag fejrede 70 års fødselsdag.

Rigtigt mange medlemmer var tirsdag mødt op i klubhuset på sportspladsen hos Kirke Helsinge Idrætsforeninger for at være med til at fejre klubbens 70-års fødselsdag.

I forbindelse med 70-årsdagen havde klubben valgt at udpege to æresmedlemmer, nemlig Irene Kristensen og Arne Nielsen, to lokale ildsjæle som på hver sin måde har ydet en helt fantastisk indsats for KHI.

”Irene har været aktiv håndboldspiller før i tiden, du har været meget meget aktiv på den ledelsesmæssige side, Irene kom i bestyrelsen i 1984 og var der til 2012, hvor hun i alle 28 år var kasserer, flere år var hun samtidig sekretær. Pølsevognen i forbindelse med vores sportsuge, hvis ikke det er Irene der står der inde så er det hendes datter. I 1998 blev hun udnævnt til årets sportsmand i KHI, i 2012 fik hun årets ildsjælepris i Kalundborg Kommune, Irene du har virkeligt fortjent at blive æresmedlem, altid hjælpsom, man får aldrig et nej”, sagde formand Poul Keinicke bl.a. i sin tale til Irene Kristensen inden det flotte og æresfulde diplom blev overrakt.

Arne Nielsen, som også i mange år har ydet en stor indsats for KHI fik tildelt den ærefulde titel ’Æresmedlem’, og i talen til Arne Nielsen sagde formanden bl.a.,

”Arne har spillet fodbold i rigtigt mange år, stoppede for få år siden, da benene ikke kunne holde til mere, men det har ikke stoppet ham i at være hjælper, faktisk en rigtig ildsjæl i KHI. Arne har siden 1980 været medlem af haludvalget, i 1985 blev Arne udnævnt til årets sportsmand i KHI, Arne var med som en af de første til at lave et holdfællesskab med vores naboklubber, Arne har fået Gørlev Kommunes idrætslederpris i 1999, Arne har i omkring 25 år været primus motor på flaskeindsamlingen. I 2006 blev Arne tildelt Faxe Kondi legatet fra SBU for lang og tro tjeneste for fodbolden. Siden 1979 har vi haft en bus i KHI, og det er helt sikkert Arnes fortjeneste at den altid kører. Festudvalget har han været med i, jeg tror ikke teltet kommer op og ned igen uden Arne, vi går stort set aldrig forgæves til Arne”.

Kirke Helsinge Idrætsforening har nu seks æresmedlemmer efter tirsdagens udnævnelsen af Irene Kristensen og Arne Nielsen.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0