Lokal og nærværende – stem på de rigtige kompetencer.

Læserbrev:

Lokal og nærværende – stem på de rigtige kompetencer

I forbindelse med diverse artikler og læserbreve i både de trykte aviser og de sociale medier omkring politikernes fremmøde og aktive deltagelse i det daglige ”rugbrødsarbejde” i Byråd og diverse udvalg, vil jeg gerne komme med nogle generelle kommentarer og mine personlige holdninger til dette.

Fra mit perspektiv handler Kommunalvalget i Kalundborg kommune ikke så meget om, hvorvidt man er blå eller rød, men om at have de rigtige mennesker og kompetencer i Byrådet. Det handler primært om ledelse, økonomi, styring, inddragelse og udvikling af det lokale velfærdssamfund til gavn og glæde for hele Kalundborg kommune. 
Derudover handler det selvfølgelig om, at ”man passer sit arbejde”. Ikke kun ved fremmøde, men også ved at spille sin faglighed ind i udvalgsarbejdet og løbende være aktiv og bidrage til løsninger.


Baggrunden for og erfaringen med dette er, at jeg selv netop har afsluttet 3 ½ års byrådsarbejde i Faxe kommune, og i gennemsnit var arbejdsbelastningen på mindst 15 timer om ugen som byrådsmedlem, og med en fremmødeprocent på ca. 97 %.
Derudover har jeg mit faste arbejde på Professionshøjskolen Absalon, hvor jeg som lektor og konsulent underviser, udvikler og forsker, primært på bachelor- og diplomuddannelser inden for Politik og samfund, Ledelse, HR og Økonomi.
Jeg er således vant til at prioritere og passe både et almindeligt job og samtidig gøre en indsats for demokratiet og lokalsamfundet.
På den baggrund mener jeg, at jeg både jobmæssigt og politisk har kompetencerne og viljen til at gøre en positiv forskel i Kalundborg kommune, også med en høj mødeprocent, og meget gerne i et bredt samarbejde.

Mit fokus de næste 4 år vil primært være på følgende områder: Ældreplejen, demens, frivillighed, samskabelse, uddannelse og skole samt sund økonomi (gerne med skattenedsættelser), og et godt erhvervsliv. Alle disse områder er vigtige, for at Kalundborg fortsat kan udvikle sig og samtidig tiltrække nye borgere og virksomheder. Forsat god valgkamp til alle.

Bedste hilsner 

Peter Joensen, Byrådskandidat, Det Konservative Folkeparti

 Agnetevej 1, 4270 Høng

www.meremenneskemindrepolitiker.dk

Del