AnnonceLuk annonce




Svært af få armene ned

08-02-2020

Formand for Kalundborg Cykle Club, Mikkel Pagh (tv) og tidligere verdensmester i mountainbike, Henrik Djernis. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Når Tour De France kommer til Danmark i juli 2021, kommer rytterne til at køre 50 km af distancen i Kalundborg Kommune, og det glæder rigtig mange mennesker i kommunen, ikke mindst Mikkel Pagh, der er formand for den lokale cykelklub i Kalundborg samt tidligere 3 dobbelt verdensmester i mountainbike, Henrik Djernis. De er begge sikre på, at det bringer en masse godt med sig, at Tour De France rytterne skal køre i Kalundborg.

At Tour De France har lagt 50 km af ruten i Kalundborg Kommune ved touren i 2021 er svært ikke at glæde sig over for de fleste. Mikkel Pagh var med i Vejle, da de afslørede ruten og dermed også, at Kalundborg på en ca. 50 km distance bliver en del af tour’en, hvilket betød, at han havde svært ved at få armene ned igen.  

”Der er jo tale om makroøkonomi her, og det er derfor svært at ”føle på” så at sige. Der er altid nogle, der skriver at pengene kan bruges bedre, fx til en hjemmehjælper, men måske vil pengene givet ud på det her, give penge til fem hjemmehjælpere. Jeg er selvfølgelig farvet af min cykelsport, men 600.000 kr. for en times eksponering ud til hele verden, det er godt givet ud, hvis du spørger mig. Derudover er det en fest for hele kommunen og alle de turister, der vil komme hertil pga. Tour’en. Det vil undre mig meget, hvis der er nogle ledige hotelværelser natten til den 3. juli, næste år, måske endda et par dage før. I min verden er pengene hjemme, før rytterne overhovedet kommer hertil. Jeg forventer i øvrigt ikke, at det sker igen i min livstid, og det er jo ikke sket tidligere, så jeg har altså svært ved at få armene ned,” fortæller Mikkel Pagh.

Folkefest i Kalundborg

Henrik Djernis, der ejer Fri BikeShop i Elmegade i Kalundborg, er faktisk også 4. dobbelt verdensmester – tre mesterskaber i mountainbike og et i Cykel Cross, og ligeledes enig i, at det er svært at få armene ned, og at det er ubeskriveligt stort for Kalundborg, at Tour de France kommer til kommunen - og byen.

”Det er så stort. Både at få tour’en hertil, men også det faktum, at det er en enestående mulighed for Kalundborg at markedsføre sig selv. Jeg tror ikke, at alle forstår, hvor stort det her er, især set i lyset af, hvor mange km., der faktisk bliver kørt i kommunen,” fortæller Henrik Djernis, og Mikkel Pagh supplerer:

”Det har stor betydning for en by og kommune som Kalundborg. Det er der ingen tvivl om. Jeg var godt klar over at tour'en ville komme gennem kommunen, da man jo havde lagt billet ind og afsat pengene til det, men turde dårligt tro på, at vi fik dem helt ind i byen, hvilket var en rigtig dejlig overraskelse. Der er jo lagt op til en folkefest, hvor borgere og turister kan være med. Mange der ser Tour De France i tv bor inde i Europa, og kommer sjældent ud til havet. Her får vi mulighed for at vise noget af Danmarks smukkeste natur og kystlinje. Det vil da være med til at trække flere turister til Danmark og Vestsjælland,” siger hanog fortsætter:

”Udover at Kalundborg altid er positivt stemt og vil bruge midlerne på at få cykelløb og andre store arrangementer til kommunen, så er jeg sikker på, at vi i Kalundborg Cykle Club har været medvirkende til, at ruten er lagt, som den er. PostNords løbsdirektør, Jesper Worre, er ansvarlig for de danske etaper, og han har et rigtig godt øje til både kommunen og til Kalundborg CC.”

Der bliver brug for frivillige

Når Tour De France kommer gennem Kalundborg Kommune den 3. juli næste år, vil der højst sandsynligt blive brug for frivillige til at hjælpe med arrangementet.

”Der skal helt sikkert bruges mange frivillige den 3. juli, så jeg håber ,at alle vil afsætte dagen. Jeg ved endnu ikke, hvad de skal bruge frivillige til, men kunne da ikke forestille mig, at vi, i cykelklubben, ikke kan hjælpe,” siger Mikkel Pagh, der selvfølgelig også selv vil hjælpe til.

Her kører de

Rytterne kører ind i kommunen i Havnsø, når 2. etape af Tour de France køres i Danmark i juli 2021. De cykler gennem Kalundborg by, men også Vesterlyng, Eskebjerg, Kirke Helsinge Strand, Bjerge, Dalby, Mullerup og Drøsselbjerg får et kort visit af herrerne på cykel.

I Kalundborg kører rytterne ad Holbækvej, Nørré Alle, Esbern Snaresvej, Klosterparkvej, Bredgade, Elmegade og Slagelsevej, inden de følger rute 22 ud af byen. Ydermere vil der være pointspurt til kampen om den grønne pointtrøje i Kalundborg, højst sandsynligt i Elmegade.

Tour de France-start i Danmark 2021

  • Åbningsetapen, 2. juli, er en 13 kilometer lang enkeltstart i hjertet af København med Kastellet, Dronning Louises Bro og Amalienborg blandt højdepunkterne
  • Den anden danske etape, 3. juli, er på 199 kilometer fra Roskilde til Nyborg med tre bjergspurter i Nordvest Sjælland og pointspurt i Kalundborg 
  • Tredje etape er på 182 kilometer fra Vejle til Sønderborg 4. juli med pointspurt i Christiansfeld og bjergspurter på Koldingvej samt ved Hejlsminde Strand og Genner Strand


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 



0