AnnonceLuk annonce




Litteratur, fortælling og finger-food 

05-03-2019

Ophavskvinden til idéen om at skabe en nordisk kulturfestival i Kalundborg er multikunstner og ildsjæl, Lone Wernblad. Privatfoto

kontakt@tv-kalundborg.dk

Mandag den 18. marts skal man gå efter lyden af Rasmus Lyberth, Carl Nielsen og Edvard Grieg, ligesom man den dag kan finde hvide birkestammer, smukke gevirer og blafrende lys, der reflekteres i klart glas. Der er nemlig, fra denne dag etableret et særligt rum som ramme om en stemningsfuld optakt til Nordisk Kulturfestival i april.

Kalundborg Bibliotekers formidlere har udviklet forskellige præsentationer af nordisk litteratur. Du kan høre om bl.a. Maren Uthaugs mangefacetterede univers, om Erlend Loes sorgmuntre personager, om de bedste krimier fra de nordiske lande og om nordisk børnelitteratur. Du får også en fri, levende mundtlig genfortælling af norske Bjørnstjerne Bjørnsons novelle ’Faderen’, og hele programmet er garneret med fine poetiske indslag undervejs. Der sluttes af med ’at tænde lys i verden’ med recitation af Tove Ditlevsens lyrik.

I pausen forkæles man med en nordisk servering af svensk blåbærsaft og birkebryg samt Slagter Jacobs fingerhapser med norsk fenalår og durocgris fra lokale producenter. Det hele finder sted på Kalundborg Bibliotek mandag den 18. marts kl. 19 – 21, hvor man har gjort sig ekstra umage med at udvikle en anderledes oplevelse med nordisk litteratur til kommunens borgere. 

Nordiske Litteraturfestival i april

Arrangementet skal ses som en opvarmning til Nordisk Litteraturfestival. Hele april kommer nemlig til at stå i Nordens tegn, når Kalundborg Nordisk Kulturfestival byder på diverse kulturelle arrangementer, der alle tager afsæt i nordisk musik, litteratur og billedkunst. Man vil kunne opleve koncerter med skandinavisk folkemusik, færøsk inspireret kunst, foredrag om Grønland fra vikingetid til nutid, børnekoncerter med nordiske helte og udyr – og meget mere.

Ophavskvinden til idéen om at skabe en nordisk kulturfestival i Kalundborg er multikunstner og ildsjæl, Lone Wernblad. En deltagelse i Nuuk Nordic Festival i 2017 gav inspiration, og med sponsorater fra Kalundborg Kommunes Koncertpulje, Nordea afdeling Kalundborg og Dansk Artistforbund, samt et produktivt samarbejde med Kalundborg Biblioteker, Foreningen Norden, Museum Vestsjælland, Kalundborg Folkeuniversitet og Høng Lokalhistoriske Forening, er festivalen blevet en realitet. Festivalen falder også fint sammen med Foreningen Nordens 100 års jubilæum og det bliver derfor Generalsekretær Peter Jon Larsen, der holder åbningstalen d. 2. april., hvor Ghita Nørby og Lars Hanibal optræder. 

Hele programmet kan ses på www.nordiskkulturfestival.dk

Tilmelding til arrangementet mandag den 18. marts foregår på www.kalundborgbib.dk under ”det sker”. På grund af arrangementet holder Kalundborg bibliotek lukket fra kl. 19. Der henvises til de andre biblioteker i Kalundborg Kommune.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0