AnnonceLuk annonce




Kendt kunstner tilbage på skole

13-11-2019

Den nationalt såvel som internationalt anerkendte kunstner, Maja Lisa Engelhardt, er lige nu i gang med et undervisningsforløb i 5. klasse på Rakev Skole. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Raklev Skole modtog i 2018 Lærerstandens Brandforsikrings Kunstlegat på kr. 100.000, og nationalt såvel som internationalt anerkendte kunstner Maja Lisa Engelhardt blev valgt til at lave fire relieffer til skolen, som i dag hænger og pynter på den lille skole. Derudover er hun med i et undervisningsforløb for skolens 5. klasse, og hun er derfor, onsdag formiddag, at finde på Raklev Skole.

Raklev skole i Kalundborg fik i oktober sidste år tildelt 100.000 kr. til at skabe skolekunst. Den anerkendte kunstner, med rødder i Kalundborg, Maja Lisa Engelhardt, har allerede udsmykket skolen med fire værker, der sætter fokus på årstiderne og hendes egne minder fra skolen. Samtidig er hun med i et undervisningsforløb for skolens 5. klasse.

Maja Lisa Engelhardt er selv fra Raklev, og har gået på Raklev Skole, men bor i dag i Paris, og udstiller sin kunst over hele verden, blandt andet i New York. Hun er dog i Kalundborg i disse dage, og onsdag formiddag underviste hun Raklev Skoles 5. klasser, der har fået stillet opgaven at lave små relieffer, der alle forestiller pløjemarker.

”Det er er så herligt at arbejde sammen med børn. De har alle, hver især, deres måde at gøre tingene på. Normalt arbejder jeg alene, og med mange forpligtigelser. Her er man i stedet tilbage ved udgangspunktet, og mærker skaberglæden. Skaberglæden uden grænser. Det handler kun om fantasien, da en pløjemark ikke er korrekt eller ser ud på en bestemt måde. Den kan derimod se ud på alle mulige forskellige måder,” fortæller Maja Lisa Engelhardt, og fortsætter:

”Børn har en frihed, som vi andre prøver at huske på, at vi skal have. Og en glæde. En uspoleret glæde. Jeg underviser normalt ikke så meget. Jeg har gjort det lidt i USA, men jeg gør det her, fordi det er Raklev Skole, som betyder noget for mig, og når jeg ser den glæde hos børnene i dag, er jeg så glad for, at jeg sagde ja. De er så dygtige, og det er en fornøjelse at være med.”

I Danmark har jeg hjemme

Når Maja Lisa Engelhardt er tilbage på landet i Raklev, hvor hun er født og opvokset, har hun ingen tvivl i sit sind. Her føler hun sig hjemme, og til trods for, at bopælen har ligget i Paris i mange år, og hun jævnligt rejser rundt i verden med sin kunst, herunder ofte i New York, er det i Danmark, hun føler sig hjemme. Det er Danmarks historie, kultur og ikke mindst natur, der har hendes hjerte.

”Det er dejligt at være tilbage. I Danmark har jeg hjemme. Det er rart at føle den fornemmelse af genkendelse. Jeg er dansk kunstner, og det vil jeg altid være. Jeg ser det som en stor gave at være dansk. Jeg er opvokset på landet med det skiftende lys og årstiderne, og hver gang jeg ser det, griber det mig. Det er så smukt. Jeg har været mange steder i verden, men intet sted er så smukt, som Danmark. Jeg er bestemt dansk af hjerte,” siger Maja Lisa Engelhardt.

Maja Lisa Engelhardt er i Danmark frem til jul, men kommer igen slut vinter/tidlige forår for at afslutte kunstprojektet med at male reliefferne sammen med børnene i 5. klasse på Raklev Skole. Hun udstiller i øvrigt også på Bispegården i Kalundborg lige nu og frem til den 15.dec. Herefter har hun en stor udstilling i Italien og til efteråret igen i New York, ligesom hun har fået en stor opgave på et kloster i ørkenen ved Los Angeles, hvor hun skal male nogle store relieffer. Maja Lisa Engelhardt modtog i øvrigt også Kulturpris Kalundborg 2018 i oktober sidste år.

Læs også: Kunst fra hjertet og Fornem pris til national og internationalt anerkendt kunstner



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0