AnnonceLuk annonce




Lions og Kvickly vil rejse bynær folkeskov

26-11-2020

Fra venstre Lionspræsident Flemming Larsen, varehuschef Kirsti Thygesen, leder af blomsterafdelingen Lene Andersen samt direktør for Kalundborg Brugsforening Keld Haapanen og Svend Olesen, Lions. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

En bynær folkeskov på op omkring fire hektar, det er målet for Lions og Kvickly i Kalundborg. Ideen er opstået i forbindelse med juletræssalget ved supermarkedet de seneste år.

Lions og Kvickly har gennem flere år samarbejdet om bl.a. julehjælp til udsatte familier. De senere år har Lions også overtaget juletræssalget ved Kvickly med stor succes.

Sidste år prøvede Lions så at sælge juletræer i potter, med tanke for genbrug og bæredygtighed, som efter jul blev plantet ud igen, og det er her fra ideen kommer op at rejse en bynær folkeskov.

”Sidste år blev træerne gravet op ude i skoven, men i år kommer genbrugsjuletræerne fra en planteskole hvor de er dyrket i potter, og har på den måde en langt større chance for at overleve,” fortæller Flemming Larsen fra Lions Kalundborg, og fortsætter,

”Folk kan efter jul plante træerne ud i deres have, men vi kommer gerne og samler dem ind igen, og så vil vi finde et sted her i Kalundborg, hvor vi vil plante dem.”

”I forbindelse med hele snakken om at plante juletræerne efter jul, har vi spurgt hinanden, hvorfor har vi ikke noget bynær skov i indre Kalundborg, derfor er vi i dialog med Kalundborg Kommune, om at finde et egnet sted hvor der på sigt kan rejses en skov på fire til seks hektar,” siger Keld Haapanen, direktør i Kalundborg Brugsforening.

”En form for folkeskov kunne vi godt tænke os at starte op på, i samarbejde med Coop som har nogle crowdfundingsmuligheder, det er det vi arbejder på,” siger Flemming Larsen.

Der skal plantes omkring 1000 træer pr. hektar, når der skal rejses en skov.

Juletræssalget starter fredag

Lions starter deres juletræssalg fredag d. 27. november ved Kvickly.

Træerne kommer fra Aggersvold Savværk i Jyderup hvor der hele tiden kan sikres forsyningssikkerhed med friske træer. Salget af genbrugsjuletræerne i potter starter også fredag, og Lions regner med at kunne sælge træ gange så mange af dem som sidste år.

Overskuddet fra salget af juletræer går til trængte familier, hvor omkring 10 familier hvert år sendes på sommerlejr.

Lions kunne i øvrigt godt bruge lidt hjælp til at sælge juletræer ved Kvickly, så skulle du være interesseret i en vagt eller to, så kontakt Flemming Larsen fra Lions på tlf. 51316456


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0