AnnonceLuk annonce




Lille sejr til S-bestyrelse efter 8 timers generalforsamling

24-02-2020

Mere end 100 medlemmer af Socialdemokratiet i Kalundborg var mødt op til generalforsamlingen søndag. Privatfoto

Af Jens Nielsen

Tina Beck-Nilsson er stadig formand Socialdemokratiet i Kalundborg, det stod klart efter en otte timer lang generalforsamling søndag.

Socialdemokratiet i Kalundborg har i den seneste tid været delt i to efter at bestyrelsen tidligere har indstillet til generalforsamlingen at det bliver formand Tina Beck-Nilsson, som skal stå i spidsen som borgmesterkandidat til næste kommunevalg i 2021. Flere af medlemmerne som støttet op om Gunver Jensen mener, at bestyrelsen er gået bag ryggen på Gunver Jensen, og derfor var der på forhånd lagt op til en lang debat på søndagens generalforsamling.

Hele otte timer skulle der gå før generalforsamlingen var overstået, og Tina Beck-Nilsson kan altså stadig kalde sig formand for Socialdemokratiet i Kalundborg.

54 stemte for bestyrelsens beretning, mens 48 stemte imod, så det blev kun til en kneben sejr til den siddende bestyrelse..

”Rigtigt mange havde noget på hjertet, og det var nødvendigt at vi havde de her snakke, det var selvfølgelig bestyrelsens beretning der blev diskuteret i længst tid, men vi er selvfølgelig ydmyge over at vi har fået bestyrelsens mandat til at fortsætte,” fortæller Tina Beck-Nilsson mandag morgen, og fortsætter,

”Vi er da udmærket godt klar over at vi står med nogle udfordringer vi skal have løst, og det vil vi arbejde på, så hårdt vi overhovedet kan, vi skal stå sammen for partiets skyld.”

En trist dag for Socialdemokratiet

Kommunalbestyrelsesmedlem Hanne Olesen havde inden generalforsamlingen været stærkt utilfreds med den måde det er foregået på, hvor Tina Beck-Nielsson blev udråbt som spidskandidat uden at Gunver Jensen først var informeret.

”Generalforsamlingen blev desværre til en sag mellem Tina og Gunver (Gunver Jensen), men det vi har opponeret imod er processen, at medlemmerne ikke er blevet inddraget, men det fik bestyrelsen smart drejet over på personer, og det er ærgerligt, vores budskab var, at man for det første ikke kunne behandle Gunver på den måde, men burde have inddraget både kommunalbestyrelses gruppen og medlemmerne, jeg ville jo respektere til en hver tid hvilket udfald man fik af en ordentlig proces, men hvis ikke det er en proces der er inddragende, så kan jeg ikke have med det at gøre,” siger  Hanne Olesen, der også mener at der kommer til at gå lang tid før der falder ro på.

”De vandt knebent, men de har ikke vundet freden, det var en trist dag for Socialdemokratiet,” siger Hanne Olesen.

Bestyrelsen afholdt et kort bestyrelsesmøde søndag aften efter generalforsamlingen, hvor Jonas Henriksen Gørlev, blev budt velkommen som ny i bestyrelsen.

Æresmedlem

På Socialdemokratiets generalforsamling blev mangeårigt medlem af partiet, Viola Hansen udråbt som æresmedlem efter lang og tro tjeneste i partiet. Hun blev æret af de 102 fremmødte til generalforsamlingen, med stående klapsalver.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 



0