Liberal Alliance er nu en realitet i Kalundborg

Jimmy Sørensen fortalte bl.a. om bruddet med Venstre til Liberal Alliance. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen jens@tv-kalundborg.dk

Overraskende stort fremmøde til stiftende generalforsamling af Liberal Alliance i Kalundborg mandag aften.

Interessen for partiet Liberal Alliance (LA) er tilsyneladende stor i Kalundborg. 30 personer var mødt frem til den stiftende generalforsamling på Kalundborg Vandrerhjem mandag aften, og det er langt flere end partiet normalt ser til en stiftende generalforsamling.

LA har flere gange forsøgt at stifte en partiforening i Kalundborg, dog uden held, men efter at kommunalbestyrelsesmedlem Jimmy Sørensen, i begyndelsen af december 2015, meddelte sit tidligere parti Venstre, at han skiftede parti, er interessen for LA-Kalundborg vokset, og mandag aften blev en helt ny bestyrelse valgt til LA-Kalundborg.

Før selve generalforsamlingen kunne Jimmy Sørensen fortælle om bl.a. bruddet med Venstre.

”Det er første gang jeg har set Martin med det ansigtsudtryk, da jeg sagde til ham, at det her blev ikke en midtvejssamtale, men at jeg måtte meddele ham, at jeg skiftede parti til Liberal Alliance. Han troede, at jeg sagde det for sjov,” fortalte Jimmy Sørensen om skiftet til LA, og fortsatte: ”Mit skifte handler i bund og grund om at være med til at lave strategierne, i stedet for bare at vedtage dem, og det synes jeg, at jeg havde problemer med, og jeg synes også, at jeg havde en udfordring med, at hvis man havde en mærkesag, var det rigtigt svært at få lov til at gennemføre den”.

Ser frem mod valget i 2017

LA-Kalundborg skal nu se frem mod det næste kommunalvalg sidst i 2017, men Jimmy Sørensen kan endnu ikke komme med en række mærkesager for den nye partiforening.

”Nu skal vi lige have nedsat en bestyrelse, og få overblikket over, hvem vi er og, hvor vi er henne. Derefter er jeg stensikker på, at vi nok skal komme med vores punkter”, sagde Jimmy Sørensen, som dog var helt sikker på en ting, ” Skolestrukturen bliver kæmpe stort til valget, det kan i godt forberede jer på, og vi er nødt til at se på, hvordan skolerne skal være. Børnetallet falder, og hvis der år efter år kun kommer to elever til 0. klasse, giver det ikke mening at holde liv i skolen”.

Ja til supermarked

En af de større sager Jimmy Sørensen skal tage stilling til som Liberal Alliance medlem er sagen om et måske kommende supermarked på Nørre Alle/Lerchenfeldvej,.

 ”Jeg har hele tiden været for et supermarked på stedet, og det er jeg stadig," siger han.

Nyt fra Borgen

Med til den stiftende generalforsamling var også folketingsmedlem Villum Christensen fra Slagelse. I en halv time fortale han tilhørerne om nyt fra Christiansborg, og kunne bl.a. fortælle, ”det tæller 20 gange mere, når en Novo mand henvender sig til politikerne på Christiansborg omkring den kommende motorvej, end en borgmester, og det er kun et spørgsmål om tid, inden vi får den motorvej”, lovede Villum Christensen.

Den nye bestyrelse i Liberal Alliance Kalundborg består af Henrik Bonde (formand), Kim Bach, Martin Fønlev Nicolajsen, Lasse Rask Jensen, Jimmy Sørensen, Frederik Remi Couppe, Natasja Ziegler Jensen og Tonny Voldby Pedersen.

Del