AnnonceLuk annonce




Lavede hjulspin for øjnene af politiet

19-02-2021

Af Jens Nielsen

Politiet fik torsdag aften kontakt til en 22-årig mand, som to gange samme aften havde lavet hjulspin lige ud for en af politiets fodpatruljer, måske ikke den klogeste beslutning.

Torsdag aften klokken 19.53 henvendte en borger sig til politiet og oplyste, at en bilist havde kørt meget hensynsløst i en sølvfarvet personbil og bl.a. lavet en overhaling af borgeren med meget høj hastighed.

Politiet ledte efterfølgende efter bilen i de centrale dele af Kalundborg ud fra borgerens beskrivelse af bilen, herunder nummerpladeoplysninger.

Bilen blev ikke fundet i første omgang, hvorefter politiet gik en fodpatrulje på Klosterparkvej. Pludselig standsede en sølvfarvet personbil med de samme nummerpladeoplysninger ud for fodpatruljen, men kun meget kortvarigt, inden føreren accelererede voldsomt med hjulspin på vej væk fra politiet, oplyser politiet i deres døgnrapport.

Kort efter vendte samme bil med samme fører retur, standsede kortvarigt ved fodpatruljen, inden føreren igen kørte derfra med hjulspin. Efter afsluttet fodpatrulje ledte politiet igen efter bilen, som blev fundet på en nærliggende tankstation.

Her var flere mænd fra lokalområdet og nogle køretøjer forsamlet, men politiet identificerede føreren i den sølvfarvede bil som en 22-årig mand fra Kalundborg. Han blev sigtet for overtrædelse af færdselslovens bestemmelser om unødig støj efter sin tidligere kørsel på Klosterparkvej. Politiet vil senere kontakte ham, når sagen er blevet afgjort.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0