Lange fængselsstraffe for smugling af 100 kg kokain
01-12-2020Smuglerskibet Duncan Island blev bugseret til Kalundborg Havn, hvor det blev ransaget i flere dage. Foto: Jens Nielsen
Af Jens Nielsen
Fire mænd - en russisk statsborger og tre lettiske statsborgere - er blevet dømt for at smugle et stort parti kokain ind i landet fra containerskibet Duncan Island. Politiet bugserede smuglerskibet til Kalundborg Havn, hvor det blev undersøgt i flere dage.
Fire mænd, som nu hver er blevet idømt fængsel i 12 år og er alle udvist for bestandig, blev anholdt den 15. februar i en koordineret aktion med Københavns Politi i spidsen. På det tidspunkt befandt containerskibet sig i farvandet ud for Langeland på vej mod Skt. Petersborg i Rusland.
Den ene dømte, en dengang 49-årig mand fra Letland, var om bord på skibet og kastede kokainen i vandet i fire vandtætte sække. To andre dømte samlede herefter pakkerne op i en mindre båd, hvorefter de transporterede kokainen til et mødested nær Tranekær på Langeland. Her ventede den fjerde i en bil, som de pakkede kokainen ned i henblik på at transportere den til København og videre til ukendte steder i Skandinavien.
Længere nåede de imidlertid ikke, for politiet slog til og anholdt de tre mænd – en dengang 50-årig mand fra Rusland og to lettiske statsborgere på dengang hhv. 41 og 44 år – på Langeland.
Samtidig blev containerskibet Duncan Island bordet og de 24 besætningsmedlemmer anholdt.
Smuglerskibet blev bugseret til Kalundborg Havn, hvor det blev ransaget i flere dage af politi og toldere, ligesom der blev sendt dykkere i vandet for at undersøge skibet fra undersiden.
Duncan Island forlod Kalundborg den 21. februar, hvor det blev bugseret til Århus Havn for yderlige undersøgelser.