AnnonceLuk annonce




Kø da pandekagevognen åbnede i Kalundborg

30-04-2021

Maja El-bitar i gang med at bage endnu en pandekage i sin pandekagevogn. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Pandekagevognen Regnbuen havde første åbningsdag på Klostertorvet i Kalundborg fredag eftermiddag. Det tiltrak mange mennesker og der var gratis candyfloss til børnene.

30-årige Maja El-bitar, som er født og opvokset i Kalundborg, har købt en pandekagevogn hvorfra hun sælger store varme pandekager med forskelligt fyld, softice, vaffel på pind og sodavand.

Pandekagevognen Regnbuen er at finde på Klostertorvet i Kalundborg hver fredag og lørdag i tidsrummet mellem kl. 13 og 20.

”Mine børn har brokket sig over, at der ikke sker noget her i byen, derfor købte jeg pandekagevognen, det er ikke noget jeg skal leve af, jeg er færdig som socialrådgiver til sommer,” fortæller Maja El-bitar, mens hun bager den ene pandekage efter den anden til kunderne i den lange kø på Klostertorvet.

Pandekagevognen Regnbuen har haft enkelte åbningsdage ved Føtex, men fremover vil den være at finde på Klostertorvet, selv om Maja El-bitar helst ville være i havneparken, men det kunne ikke lade sig gøre.

Kommunen har været besværlig

Egentligt skulle Maja El-bitar have åbnet sin pandekagevogn allerede i august sidste år, men hun har haft en lang kamp med Kalundborg Kommune for at få en tilladelse til sin vogn.

”Kalundborg Kommune har været meget besværlige, jeg har været så meget oppe og skændes med dem, de mente jeg var en trussel for andre, men det står da enhver frit for at starte en forretning, det skal kommunen da ikke bestemme, til sidst gik jeg til borgmesteren, så gik der to dage så fik jeg tilladelsen til at stille min vogn op,” fortæller Maja El-bitar, og fortsætter, ”Jeg ville allerhelst have været i havneparken, men det kunne jeg ikke få lov til, selv om der ikke er nogen der som sælger pandekager.”

Maja El-bitar tilbyder også at komme forbi med Pandekagevognen Regnbuen til forskellige firmaarrangementer, men lige nu glæder hun sig over at det er lykkedes at få åbnet for salget af de store pandekager.

https://www.facebook.com/Pandekagevognenregnbuen


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0